EGU er et godt springbræt

Annonce

– Det er fantastisk at se, hvad to års praktisk arbejde har betydet for EGU eleverne både fagligt og personligt, lyder det fra forstander Peter Pilgaard, Rebild Produktionsskole.

– EGU uddannelsen er et godt springbræt for elever med praktisk tilgang til enten at gå direkte i arbejde eller blive klar til at gennemføre en ordinær uddannelse, fortsætter han.

Generelt går tre ud af fire elever fra Rebild Kommune efter EGU uddannelsen i enten ordinært arbejde eller videre i uddannelse.

Endnu fire elever i job eller videreuddannelse

Følgende fire er netop udlært som EGU elever:

• Rasmus Borup Andersen er blevet udlært hos entreprenør Gunnar Nielsen A/S, efter uddannelsen fortsætter Rasmus i ordinært arbejde samme sted.

• Christian Kjær Skårup Andersen er blevet udlært hos landmand Søren Olesen. Christian fortsætter i lære som jordbrugsmaskinfører samme sted. 

• Hans Christian Jakobsen er blevet udlært i køkkenet på Rebildhus. HC fortsætter i lære som kok samme sted.

• Chris Skriver Sørensen er udlært hos Elcold i Hobro. Efter sin uddannelse er Chris begyndt på VUC Himmerland. 

For unge op til 30 år

I Rebild Kommune er det Rebild Produktionsskole der står for EGU uddannelsen. Uddannelsen er for unge under 30 år som ønsker en praktisk uddannelse i en virksomhed. Rebild Produktionsskoles vejledere er behjælpelige med at finde lokale virksomheder, som har lyst og behov for en EGU elev.

Uddannelsen er med løn

EGU uddannelsen er et 2 årigt kompetencegivende lønnet uddannelsesforløb, som foregår i lokale virksomheder. Uddannelsen tilrettelægges så den bedst muligt tilgodeser elevens kvalifikationer og ønsker, samtidig med at den tilpasses virksomhedens behov og forudsætninger. Uddannelsen tager et praktisk udgangspunkt, hvilket giver eleven en solid praktisk arbejdserfaring, som ofte resulterer i ordinære job eller uddannelser.

Rebild Produktionsskole vil iøvrigt gerne i kontakt med endnu flere virksomheder og unge, som kan være interesseret i EGU.