Eksotisk og naturskøn fotoudstilling
Der er storslået natur, folkeliv og masser af andet at glæde sig over i den store fotoudstilling, Per Schaap præsenterer i Rotunden på Kulturstationen i Skørping frem til udgangen af september.
Per Schaap har gennem hele livet haft fotografi som en stor passion, især siden han fik et sort-hvidt fotokamera til sin konfirmation. I dag er han aktiv i Aalborg Fotoklub og Danske Naturfotografer.
I den aktuelle udstilling er det dog ikke Nordjylland, der har været i fokus, men derimod sydamerikanske Amazonas, -med Amazonfloden, som med sine 6.400 km kun overgås af Nilen i længde: – I 2012 blev jeg inviteret til Amazonas af en nærtstående kollega, og
det blev en fantastisk, uforglemmelig oplevelse, som jeg udbyggede med endnu et 15 dages ophold i Amazonas i 2014, fortæller Per Schaap, som på udstillingen viser flotte fotos fra floden, regnskoven, lokalbefolkningen og det rige dyre/planteliv, det store regnskovsområde byder på.