En flot pengegave til musik og livsglæde: 10.000 harmonika-kroner..!
Fræer Harmonika Klub, som blev stiftet i år 2000, holder øveaften hver tirsdag i Butikken i Gl. Skørping, og fik forleden et dejligt besøg af bestyrelsesmedlem Jens Kjærtinge fra Fonden Himmerlands bestyrelse. Med i bagagen havde Jens Kjærtinge en flot pengegave på 10.000 kr. til harmonikaklubbens fortsatte arbejde med at bringe musikalsk livsglæde rundt til forskellige grupper. Fræer Harmonika Klub spiller blandt andet rundt omkring på plejehjem og andre institutioner, og klubben vil bruge donationen til at fremstille nye sanghæfter, som bliver brugt, når der spilles op til fællessang de forskellige steder.
Facts om fonden:
Da Himmerland Forsikring i 1988 fyldte 100 år, blev Fonden Himmerland stiftet. Fonden Himmerland støtter almennyttige formål i forsikringsselskabets virkeområde. Det er en bred kreds af modtagere, som gennem årene har nydt godt af fondens donationer, bl.a. mange idrætsforeninger, kulturaktiviteter, kulturhuse og lokale foreninger. – Himmerland Forsikring er ejet af kunderne og har mottoet: ”Tæt på og ligetil”.