En halv snes forfattere læser op af egne værker og inviterer til dialog i BOGBY9520

0

“EN REGN AF ORD” – sådan lyder ”vejrudsigten” for Skørping torsdag aften i denne uge, – i hvert fald for adressen Jyllandsgade 5C, hvor sammenslutningerne 9000Ord og Forfatterværkstedet inviterer inden for til oplæsning og dialog med publikum.

Det bliver med andre ord en spændende aften, hvor ordet i al dets mangfoldighed er omdrejningspunktet.

Forfatterværkstedet, som holder til i Bogby-Butikken i Skørping, er et skrivefælleskab, hvor en gruppe himmerlandske forfattere mødes jævnligt for at sparre med hinanden omkring dét at skrive.

Fra digte til krimier og fra noveller til fagbøger

Forfatterværkstedets medlemmer arbejder både med digte, noveller, romaner, krimier og faglitteratur. 

Samarbejdet har allerede resulteret i to antologier med bidrag fra 11 forfattere. 

I forbindelse med den totalt udsolgte litteraturfestival Ord i Nord debuterede Sandra O’Brien Kirk fra Forfatterværkstedet med novellesamlingen Når månen går ned.

Værket har fået en fantastisk modtagelse. En af anmelderne skrev blandt andet: 

”Rigtig fin forfatterdebut. Novellerne er skrevet i et fængende og letforståeligt sprog, og man får en følelse af, at man nærmest er til stede i de enkelte noveller.” 

Stor gruppe forfattere

Sandra O’Brien Kirk en af de forfattere som deltager i arrangementet, hvor Forfatterværkstedet er gået sammen med en anden sammenslutning af forfattere, nemlig 9000Ord fra Aalborg. Torsdag aften kan publikum blandt andre opleve forfatterne Lise Andersen, Steen Byrdal, Lissen Røtkjær, Gitte Paracha Thorhauge, Ellen Schmidt, Mette Gregersen, Sandra O’Brien Kirk, Charlotte Meng Kristensen, Ingrid Bylling med flere. De vil alle læse op af egne skriverier og håber på en god og spændende dialog med publikum.

FOTO: Sandra O’Brien Kirk fra Hadsund fik en flot debut på Ord i Nord  og efterfølgende fine anmeldelser.

FOTO: Henrik Bugge Mortensen

Share.

Der er lukket for kommentarer.