Erfarne arrangører bag to nye koncerter i Øster Hurup

0

I mange år har starten på sensommeren været lig med et brag af en koncert i sommerklædte Øster Hurup. Sådan bliver det selvfølgelig også i år, hvor der står to nye koncertarrangører bag. Samtidig er musikfesten udvidet til to dage. En sommerkoncert for de unge nu på fredag. Fulgt op af en stor Folkefest for det lidt mere modne publikum lørdag den 1. august.

Bag de to koncerter i Øster Hurup står Event Danmark Koncerter, der indehaves af Gert Degn, samt Jørn Jensen, ejer af Pigernes Kro i Onsild og formand for Ambufesten i Hobro. Begge glæder de sig meget til de to koncerter i Øster Hurup og lover samtidig, at der er mere på vej. –Vi har lavet en 5-årig aftale med Fruerlundparken, så det bliver en tilbagevendende begivenhed hver sommer. Desuden har vi også allerede planer om andre koncerter både i og udenfor lokalområdet, men lige nu har vi fokus på Øster Hurup, fortæller Jørn Jensen.

Sommerkoncert

Sommerkoncerten på fredag henvender sig til det forholdsvis unge publikum med navne som Mads Langer, Djämes Braun og Cisillia. Alle kommer med fuld bandbesætning og giver koncerter på op til 75 minutter. Djämes Braun og den kun 16-årige danske hitmager Cisillia er blandt de hyppigst spillede kunstnere på diverse hitlister. –Mads Langer er tidens hotteste koncertnavn og på vej med et nyt album, fortæller Gert Degn, som er stolt over, at Mads Langer har valgt Fruerlundparken som et af de kun 14 steder, han giver koncert i Danmark i år.

Folkefest

Mens fredagen således har fokus på nutidens musik til de unge, er lørdagen noget anderledes. Her er der dømt folkefest med et af de seneste års mest populære og eftertragtede danske koncertnavne, nemlig Lars Lilholt Band. Tørfisk står for opvarmningen. –Det er et musikprogram, der henvender sig til det mere modne publikum. Det er ikke en tilfældighed, at vi kalder det en folkefest, for det bliver der med garanti, forklarer Gert Degn om lørdagens program.

Share.

Der er lukket for kommentarer.