eSport er en populær nyskabelse på Sortebakkeskolen

Annonce

eSport, som spilles via pc eller Mac med og imod andre ”gamere” i ind- og udland, er utrolig populært netop nu, ikke mindst blandt teenagedrenge. Samtidig er der mange af de samme drenge, som ikke helt kan blive fanget af dét, skolen hidtil har kunnet tilbyde dem. Blandt andet derfor har man på Sortebakkeskolen i Nørager besluttet, at der i det kommende skoleår skal tilbydes e-Sport som valgfag.

– Hvis man ikke er vild med boldspil og de traditionelle skolefag, har der manglet et tilbud, som rigtig appellerede til drengene i de ældste klasser. Vi tror på, at indførelsen af eSport på skoleskemaet kan give denne gruppe elever nyt mod på skolegangen, fortæller viceskoleleder og afdelingsleder for skolens udskoling, Helle Agerbo Bæk.

Et seriøst indhold

– Samtidig har det været vigtigt for os, at tilbuddet fik et seriøst indhold, der gør op med fordommen om, at en computerspiller – eller gamer, som det hedder – er en lidt overvægtig, doven, asocial og bleg ung mand med et overforbrug af chips og cola, fortsætter Helle Agerbo Bæk.

– eSport anno 2017 er en seriøs sportsgren, der kræver, man har en god fysik, stor koncentrationsevne, gode sprogkundskaber og ikke mindst rigtig gode samarbejdsevner. Så udover at øge elevernes trivsel og lyst til at gå i skole, er det også vigtigt, at valgfaget i sig selv bliver løftet op på et niveau, hvor eleverne kan udvikle deres færdigheder, undeerstreger hun.

Investerer i ”nyt gear”

Viceskolelederen er godt klar over, at hvis man skal leve op til disse ambitioner, kan man ikke nøjes med almindelige pc’ere og spillekonsoller – der skal helt anderledes professionelt udstyr til.

Skolen vil således investere i foreløbig 20 højkvalitets gamer-PC´ere, som lever op til sportens og de unges krav, ligesom der også vil blive hyret kvalificerede og engagerede lærerkræfter.

Valgfaget vil også kræve sit eget undervisningslokale, og det er skolens plan, at lokalet på de tidspunkter, hvor det ikke bruges af skolens egne elever, kan udlejes til andre brugere – bl.a. Rebild Ungdomsskole, områdets idrætsforeninger, skoler og efterskoler.

Stor forhåndsinteresse

– Vi kan allerede nu mærke en stor interesse blandt vores elever for det kommende valgfag, og vi er sikre på, at faget vil appellere til rigtig mange. Man kan så godt få den fornemmelse, at faget kun er rettet mod de elever, der ikke rigtig trives i skolen, men det er vigtigt for os at slå fast, at faget er for alle – også for piger, slutter Helle Agerbo Bæk.