Eventyrlig rejse gennem Bundgaards liv – Fra vogterdreng til anerkendt kunstner
Tirsdag den 19. januar fører Lars Rigborg an på en tidsrejse, som tager tilhørerne med gennem billedhugger Anders Bundgaards liv – fra fattig vogterdreng i Ersted til internationalt anerkendt billedhugger og ridder af Dannebrog. Derudover venter en dialogaften om minen og kalkværket torsdag den 18. februar samt en ny og udvidet udgave af portrætbogen om Anders Bundgaard.
Lars Rigborg er guide i Bundgaards eget museum i Thingbæk Kalkminer og forfatter til portrætbogen ”Det er dejligt at leve”. Lars Rigborg forsker utrætteligt i Anders Bundgaards liv og virke og har løbende kontakt med Anders Bundgaards efterkommere. Derved bliver han også ved med at trække nye oplysninger, billeder og effekter frem fra glemslen. Disse nye oplysninger vil blive inkorporeret i en ny udgave af ”Det er dejligt at leve”, men flere af dem, vil sikkert også blive afsløret ved tirsdagens foredrag.
Samskabelse og nye input
Tirsdag den 19. januar kan du blot læne dig tilbage, slå ørene ud og nyde en eventyrlig rejse i fodsporene på egnens store kunstner, med Lars Rigborg som underholdende formidler. Men torsdag den 18. februar planlægger Rebildcentret en hyggelig dialogaften, hvor de efterspørger information om industriens æra i Thingbæk. Den aften vil der blive vist gamle billeder både fra kalkminen og kalkværket, som blev startet af Anders Bundgaard ved Thingbæk Møllegård, og forhåbentlig vil deltagerne ved dialogaftenen dele erindringer og overleveringer om kalkproduktionen i Thingbæk.
FAKTA-BOKS
Anders Bundgaard er ophavsmand til mange smukke værker i det offentlige rum heriblandt Danmarks største monument, Gefionspringvandet på Langelinie. Anders Bundgaard havde sit primære virke i København, men elskede sin fødeegn, hvor han tog initiativ til at oprette kunstnerkolonien Ørnebjerg. Senere købte han Thingbæk Møllegård og startede et mindre industrieventyr ved at udnytte kalken i bakken bag gården. I dag er den gamle kalkmine kunstmuseum.