Få et friskt pust fra det store udland – bliv vært for en ung udvekslingsstudent

0

Til august ankommer 150 udvekslingsstudenter til Danmark. De unge mennesker, der er mellem 15 og 18 år, kommer fra eksempelvis Kina, Brasilien, Italien, USA, Thailand og New Zealand. Vi søger netop nu efter familier, der er interesserede i en kulturoplevelse ud over det sædvanlige.

Fælles for udvekslingsstudenterne er, at de har lyst til, at lære noget om verden og i særdeleshed Danmark og dansk kultur, at de skal være her i 11 måneder, gå i skole og ikke mindst bo hos søde familier, der har lyst, overskud og hjerterum til, at blive vært for én af dem.

De 150 unge spredes rundt i landet og 6-8 familier i Nordjylland får muligheden for at give dem en god og tryg oplevelse, mens de er i Danmark.

Et venskab for livet

Som værtsfamilie kommer man i en situation, hvor man giver et ungt menneske fra et andet land, en unik kulturel oplevelse og samtidig får det samme igen. Familien åbner sit hjem, og tager ansvar for en teenager, der er langt væk hjemmefra sine trygge og vante rammer.

– Værtsfamilierne skal have et værelse til den unge, som glider ind og bliver en del af familien. Ligesom ens egne børn, siger Lisbeth Jensen, formand for Aalborg Lokalforening, som dækker området fra Hobro i syd til Dronninglund i nord.

– Det kan synes som et stort ansvar, men det er vigtigt at huske, at en udvekslingsstudent er et videbegærligt ungt menneske, der vil give ligeså meget igen til familien, fortsætter hun.

Udvekslingsstudenten kan være med til at åbne folks øjne for andre måder at anskue verden på, og de fleste værtsfamilier har ikke blot et nyt medlem i 11 måneder, men får et venskab for livet.

Værtsfamilien står aldrig alene

– En stor kvalitet ved AFS Interkultur er, at organisationen har et verdensomspændende netværk af frivillige både i form af koordinatorer, supportere og ikke mindst værtsfamilier. I og med at det er frivilligt at være værtsfamilie, er der meget fokus på, at familierne får den support, de har behov for, lyder det fra Lisbeth Jensen.

– Samtidig får alle værtsfamilier og udvekslingsstudenter tilknyttet en kontaktperson, så ingen på noget tidspunkt vil føle sig overladt til sig selv, hverken i eventuelle krisesituationer, eller hvis der er brug for hjælp til at ordne praktiske foranstaltninger, slutter hun.

Læsere, som kunne tænke sig at give en ung udvekslingsstudent – og sin egen familie – en oplevelse for livet ved at være vært, kan få meget mere at vide ved at sende en e-mail til adressen: optimisten@outlook.com

 

 

Share.

Der er lukket for kommentarer.