Tirsdag i sidste uge foretog repræsentanter for Lokalrådet i Bælum en byvandring sammen med Morten Lem, Ole Frederiksen og Jeppe Ugilt Hansen fra Rebild Kommunes tekniske udvalg.
– Politikerne var inviteret, for at de ved selvsyn kunne se, hvor elendig forfatning Bælums vejnet, fortove, chikaner med videre befinder sig i, fortæller Per Nielsen, sekretær i Bælum Lokalråd.
– Efter rundturen gik snakken bredt, og de tre politikere var positive og meget enige i at de mange skader skulle laves hurtigst muligt.
– Allerede dagen efter blev en tidligere mangelfuld reparation for enden af Nygade/Stationsvej, hvor der længe har stået store mængder vand efter regnvejr, udbedret og ny asfalt lagt på; – Lokalrådet håber så, at resten af arbejdet går lige så hurtigt, slutter Per Nielsen.