Få den indre varme ved snapseaften i Boldrup

Annonce

I en kold efterårstid kan det være godt at få noget at varme sig på, og det bliver der rig mulighed for at gøre, når Boldrup Museumsforening inviterer til Snapseaften torsdag den 2. november. Foreningen har efterhånden gjort det til en tradition at afholde dette arrangement, hvor gæsterne kan høre om snapseurter, trækketider, fortynding m.m. Selvfølgelig skal der også smages på varerne, så arrangørerne har fundet et bredt udvalg af kryddersnapse, som gæsterne kan varme sig på. Til at akkompagnere de mange forskellige snapse har bestyrelsesmedlem og tidligere mejeribestyrer Tage Christiansen, Nørager, udvalgt forskellige oste som serveres med friskbagt brød. – Der plejer at være godt fyldt, når vi holder snapseaften, og stemningen er altid god. Noget af det bedste er næsten, at deltagerne også bruger aftenen til at udveksle erfaringer med hinanden, så snakken går altid livligt, fortæller Alice Østergaard, der er med i museumsforeningens snapselaug. Alice Østergaard tilføjer, at det nok vil være en god ide at aftale på forhånd, hvem der kører hjem. Arrangementet koster ”en hund” at deltage i, inklusiv smagsprøver og ostebord. Selvom deltagerne skulle have tilmeldt sig senest den 30. oktober, vover arrangørerne alligevel pelsen og indbyder alle interesserede til at deltage i det hyggelige arrangement.