Fandt øldåse, golfkugle og strømper, – men ingen guld…
Torsdag d.8 juni var Støvring’s DcH eftersøger Sanne Asmussen og hendes sorte labrador King, kaldt ud på en udsædvanlig svær opgave.
En kunde havde på en 5 km ridetur tabt en guld halskæde og en vielses ring. Et meget svært terræn med grus, sand, vand, træer, buske, marker og frit gående køer. En så stor opgave kræver flere hunde, så sammen med Sanne og King var også Annette Rasmussen med Balder og Kenya. Efter 4 timer blev arbejdet indstillet, desværre uden held.
Men Sanne og King gir ikke bare sådan op, så efter et par dage gav de det endnu et forsøg. King arbejdede som altid super flot og koncentreret i godt 2 timer, og han fandt da også både et par strømper, en golfkugle og en øl dåse. Vores hunde er trænet til at komme med alt hvad der er menneske fært på, og som ikke hører til i naturen fortæller Sanne Asmussen. Trods King’s fantastiske arbejde blev halskæden og ringen desværre ikke fundet. Området er siden gået igennem med en metal detektor, men desværre også uden held.
Sanne og King har tidligere været på en opgave med stor succes. En kunde havde tabt sin Iphone på en græsmark. Også denne opgave var så stor at flere hunde måtte hjælpe. Her var det Børge med Gabby som sammen med Sanne og King eftersøgte marken. Efter 2 timer fandt hundene kundens Iphone, som lå nede i et hul i marken. Glæden var stor hos kunden, og Sanne og Børge var stolte af deres hunde.
King ved slet ikke hvor træt han er før han bliver puttet i bilen, hvor han så falder i søvn og ikke åbner et øje før han er hjemme. Et sådan arbejde kræver rigtig meget af hundene, og de næste dage får King altid et velfortjent hvil, inden den daglige træning fortsætter fortæller Sanne afslutningsvis.