Fanget i Farten uge 38

Annonce

Mange gode grunde: For nylig havde Rebild Kommune sat en række af de kommunale byggegrunde i til salg uden mindstepris, hvilket man også har kunnet læse om i Vores Avis. Der er nu indgivet i alt 25 bud fra interesserede. Der er blevet budt på 19 grunde. Det er nu op til Rebild Kommunes økonomiudvalg at vurdere, hvilke bud, der kan accepteres. Ifølge kommunens hjemmeside www.mangegodegrunde.dk er der p.t. 78 kommunale boliggrunde samt 2 kommunale jordbrugsparceller til salg. Heraf er der således udsigt til byggeri og dermed nye beboere på op til 19 af dem.

Fede Finn & Funny Boys: Fredag den 18. september kommer projekt Gang i Danmark for sidste gang forbi Støvring. Den lille musiklastbil stopper denne gang ved Super Brugsen. Her vil Fede Finn og Funny Boys sætte gang i eftermiddagen med et par af deres glade ørehængere, før bilen drøner videre til Aars og Hadsund.

Film i skoven: For nylig måtte Film i Skoven aflyses. Lørdag den 5. september skulle Rebild Kulturuger have været indledt med Film i Skoven. Hobitten 3 var programsat til at blive vist ved badepladsen ved Store Økssø, men lørdagens kraftige regn bevirkede, at man måtte aflyse forestillingen.

Halfdan i Stubhuset: I 2015 ville Halfdan Rasmussen være fyldt 100 år, og det skal da fejres! Derfor holder Rebild Bibliotekerne i samarbejde med Stubhuset og Rebild Kulturskole familieeftermiddag med fødselsdagskoncert ved Kaya Brüel og Ole Kibsgaard. Rebild Kulturskole sørger for boller og kakao til alle, der kommer og synger med på sange som Mariehønen Evig Glad, Rapanden Rasmus og Den lille frække Frederik. Det foregår søndag d. 20. september 2015 i Stubhuset, Støvring.

Til sidste fløjt: På mandag den 21. september får Kig Ind i Nørager besøg af den tidligere håndboldspiller Rikke Nielsen. Her vil hun fortælle sin barske, men livsbekræftende historie. Det er ikke håndboldkarrieren, der er i fokus, men derimod historien om hverdagen med datteren Magda, som har Downs syndrom samt Rikke Nielsens egen kamp mod kræften.

Foredrag hos Mekoprint: For 60 år siden startede virksomheden Mekoprint i et kælderlokale i Aalborg. Tirsdag den 22. september har Midthimmerlands Folkeuniversitet arrangeret et foredrag hos virksomheden, der nu ligger i Støvring og beskæftiger ca. 300 medarbejdere. Foredragsholderne er administrerende direktør Anders Kold og udviklingschef Morten Christensen. De vil tage tilhørerne med på en rejse fra den spæde start og frem til i dag, hvor Mekoprint udvikler og producerer produkter til mere end 1.000 kunder pr. år. Samtidig arbejdes der hos Mekoprint med innovation af både arbejdsprocesser, teknologier og forretningsområder.

Kulturbrunch i Skørping: Kulturbrunch er for foreninger, der er medlem af KulturStationen. Det er KulturStationens bestyrelse, som inviterer til lækker brunch med udveksling af meninger, erfaringer og ideer. Efter brunchen kan deltagerne fortsætte til et foredrag med forfatteren Kim Leine, som finder sted på KulturStationen samme dag. Medlemsforeninger kan hver sende 1-2 repræsentanter, og tilmelding er nødvendig.

Ingen julefrokost: Der bliver ingen julefrokost i Blenstrup i år. I sidste uge bragte Vores Avis en artikel om Ølfest i Blenstrup. I samme artikel omtalte vi årets julefrokost. Få timer efter avisen var sendt i trykken, måtte De Samvirkende Foreninger i Blenstrup imidlertid meddele, at årets julefrokost er aflyst.

Weekendkursus: Galleri Zimmerart holder weekendkursus i KulturStationen i Skørping 26. og 27. september. Susanne Zimmer, indehaver af Galleri Zimmerart, vil her undervise i maleri med acrylmaling. Der er lagt op til en sjov og udfordrende weekend for både nybegyndere og rutinerede.

30 nye spillere: Fodboldklubben IF Frem Skørping oplever stor fremgang i denne sæson. I alt 30 nye spillere er startet i klubben, hvilket afstedkommer, at der nu er oprettet yderligere to hold. Det er blevet til et nyt U15 drenge-hold og et serie 6 hold.

Hjertestarter i Stenild: Der er for nylig opsat en hjertestarter ved Stenild Forsamlingshus. Hjertestarterne eller AED, som de også kaldes, er efterhånden ret udbredte i det danske landskab. Specielt i de mindre byer, hvor der ofte er langt til nærmeste sygehus med akutmodtagelse.

Madpakkehus ved Egelund: I sommerens løb er der blevet opført et nyt madpakkehus ved Egelund nær Rostrup. Det nye madpakkehus ligger for enden af Kridtvejen. Her kan madpakken nydes, når man går en tur i skoven. Der er udsigt til mark og skov fra den lille, hyggelige hytte.

Åbent hus hos Center Sundhed: Torsdag den 17.september er der åbent hus hos Center Sundhed i Rebild Kommune. Udover Sundhedscentrets personale har de besøgende mulighed for at møde fem forskellige patientforeninger.