Fanget i Farten – uge 46
”Ny” skole i Arden: Arden Skole skal ombygges og moderniseres. Projektet har været længe undervejs, men nu har en dommerkomité for nyligt udpeget vinderprojektet. I alt fem arkitektfirmaer havde budt ind med forslag. Men den bedste løsning kom fra Kjær og Richter fra Aarhus, som havde fået hjælp af arkitektfirmaet Gustin og ingeniørfirmaet Svend Poulsen, Valsgaard. Den økonomiske ramme for byggeriet er på 42 millioner.
Price i Rold Skov: For nyligt var de folkekære brødre James og Adam Price på besøg i Troldeskoven. Med sig havde de et kamerahold fra DR, som filmede til langt ud på aftenen. DR har endnu ikke meldt ud, hvad de to madglade brødre, som er kendt for programserierne Spise med Price nu har i ærmet… Men, man kunne gætte på, at det var en ny række af udsendelse om egnsretter, da de to brødre var kørt i skoven i Adams elskede Land Rover og James’ lige så skattede campingvogn, som seerne kender fra de første seks programmer med egnsretter.
Bogbindingens kunst: På lørdag den 14. november er der mulighed for at få indbindingen på en eller flere gamle bøger repareret. Det sker, når Spillemands-, Jagt- og Skovbrugsmuseet i Rebild atter inviterer indenfor til kursus i bogbinding. Underviser er Birthe Marie Hvirvelkær.
Musikbutikken: Søndag den 15. november inviterer Musikbutikken i Gl. Skørping igen indenfor til en af sine musikalske eftermiddage. Arrangementet byder på masser af musik og dertil mulighed for selv at spille med. Klaus Pindstrup, Tine Lilholt og Klaus Thrane står for de musikalske løjer.
Forfatterforedrag: Mandag den 16. november slår Kig Ind i Nørager dørene op for et spændende forfatterforedrag. Anne-Cathrine Riebnitzsky er forfatteren bag tre meget læste romaner, som i 2013 modtog De gyldne Laurbær. Hun vil i mandagens foredrag fortælle om sit forfatterskab – herunder også den bog, som hun for tiden skriver på.
Akustisk koncert: Madsen, Møller og From – så ved de fleste, hvem jeg taler om. Johnny Madsen, Knud Møller og Henrik From turnerer netop nu landet rundt med en akustisk koncert. Og torsdag den 19. november er turneen nået til Stubhuset i Støvring.
Ny kunstudstilling: På søndag er der fernisering på en ny udstilling i Bronzestøberiet i Støvring. Her udstiller over 20 forskellige kunstnere deres værker. Der er tale om unikke skulpturer i bronze, træ og ler samt oliemalerier og fotos.
Arden Babybio: På mandag den 16. november vises en god film i Kulturhuset i Arden. Arrangementet er specielt for småbørnsforældre, som er velkomne til at tage baby med 😉 Der er mulighed for at parkere barnevognen, og der serveres lidt godt til filmen i form af bl.a. te og frugt.
Ølsmagning i Arden: Tirsdag den 17. november afholdes der ølsmagning i Kulturhuset i Arden. Her vil Niels Tikjøb Olesen præsentere og byde på smagsprøver af 11 forskellige øl. Arrangementet byder dog ikke kun på de våde varer, men afsluttes med lidt rugbrød og pålæg.
10 ukendte krimier: Onsdag den 18. november, vil krimiforfatter Jens Østergaard præsentere ”10 ukendte krimier, du vil elske”. Præsentationen finder sted først på Terndrup Bibliotek og derefter på biblioteket i Støvring. Alle, der ønsker inspiration til nye og spændende valg inden for krimi-genren er velkomne til foredraget, hvor billetprisen også inkluderer en kop kaffe og et stykke kage.
Caféaften med musik: Torsdag den 19. november inviterer Støvring, Sørup og Gravlev menighedsråd til caféaften med musikalsk underholdning og fællessang. Det foregår i Sognegården, og ud over musikken trakteres deltagerne med et lækkert pølsebord. Musikken leveres af kirkens organister Maren Tang og Else-Marie Christiansen. Derudover medvirker kirkesanger Eva Bech Friis.
Assemblage for børn: Rebild Kulturskoles Billedskole inviterer nu børn og unge i Rebild Kommune til en spændende workshop. Her får deltagerne mulighed for at kreere deres eget kunstværk i 3D ved brug af diverse affald – fx plastikposer, dåser, kasserede køkkenredskaber m.v. Denne kunstform kaldes assemblage, og inspirationen kommer bl.a. fra Pablo Picasso og Edvard Kienholz. Workshoppen er for børn i 2.-8. klasse. Deltagere fra 2.-4. klasse mødes til workshop lørdag den 14. november i Skørping, mens deltagere fra 5.-8. klasse har deres workshop lørdag den 12. december i Støvring.
Korsvejen: I morgen, onsdag den 11. november, vises filmen Korsvejen i Kinorevuen. Filmen har modtaget en sølvbjørn i 2014 for bedste manuskript. Filmen vises ved det årligt tilbagevendende arrangement ”Kirken i Kino”.
Symfoni i Gl. Skørping: For nylig var der koncert i kirken i Gl. Skørping. Den 8. november lagde to af de faste musikkere ved Aalborg Symfoniorkester vejen forbi den gamle landsbykirke. Else Marie Tolbøll spiller violin og Mette Nielsen harpe. Udover klassiske kompositioner fremført af de to musikkere, bød aftenen også på et par fællessange og et lille glas efter koncerten.
Suppemøde i Skørping: I morgen, onsdag den 11. november, inviterer Skørping Borgerforening igen til ”suppemøde med borgmesteren”. Det foregår som vanligt i Verandaen på KulturStationen i Skørping.
Karen Blixen: Onsdag den 11. november kan i Siem Forsamlingshus opleves foredraget ”Forløsning uden narkose – Karen Blixen og kristendommen”. Foredragsholder er David Bugge, lektor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet. David Bugge har tidligere gæstet Siem med et af sine foredrag. Denne gang vil foredraget, som titlen antyder, handle om Karen Blixens forhold til kristendommen. Karen Blixen (1885 – 1962) var, som bekendt, dansk forfatter, digter og storyteller – og dertil baronesse.
BogForum: Rebild Bibliotekernes børnebibliotekar var for nylig på inspirationstur til BogForum i København. Turen bød på mange gode oplevelser og spændende nyt.