Farvel du gæve kæmpe… – sejhvalen var ikke så sej endda ;-(

0

Knapt to uger efter den første gang blev spottet i Mariager Fjord blev sejhvalen, som indtil da kun var set i danske farvande to gange tidligere, fundet død.
Søndag ankom den til hav-nen i Hobro bugseret af træskibet ”Valkyrien”, og den skal nu skæres op, obduceres og senere overdrages til Statens Naturhistoriske Museum som et afpillet skelet.

Sejhvalen blev senest set i Danmark for 38 år siden, i 1980 ved Svendborg, og første gang i 1955 ved Als.
I begge tilfælde døde hvalerne, og det er altså nu også sket for det anslået 8 tons tunge og 10 meter lange eksemplar i Mariager Fjord.
Balaenoptera borealis, som sejhvalen hedder på latin, kan blive mere end dobbelt så tung som Mariager Fjord-hvalen, 20-25 tons med en længde omkring 15 meter.
Sejhvalen er en kødædende bardehval, den tredjestørste i familien af finhvaler.
Den lokale gæst var kommet utroligt langt ”hjemmefra”, da den normalt lever på dybt vand i de store verdensoceaner, langt fra kysterne.
I denne uge bliver hvalen skåret op og obduceret for at finde dødsårsagen. Derefter overdrages skelettet til Naturhistorisk Museum.

FOTO: Helle Østergaard

Share.

Der er lukket for kommentarer.