I Blenstrup sker der noget ganske særligt i denne tid. Til forskel fra mange andre landsbyer, så er borgerne i Blenstrup rykket sammen, og har mærket hvad fællesskabet kan føre til. Efter en succesrig halloween-uge, hvor Blenstrup blev forvandlet til en (u)-hyggelig græskar-by, gik lokalrådets udsmykningsgruppe i gang med at forberede et supplement til den flotte juleudsmykning, byen allerede har.
– Og jeg skal da lige love for, at der sker noget, når 10 kreative kvinder bliver sat sammen, fortæller lokalrådsformand Hanne Førster. Indgangspartiet til byens gamle brugs er i december måned udlejet til Julemanden, som har indrettet sig ud til gaden med den flotteste julemandsstue, hvor nisserne sover i kommoderne og den hyggeligste pejs.
Udenfor står julemandens store postkasse, hvor byens børn kan aflevere deres tegninger, som op til jul vil pynte i Julemandens stue. Midt i byen har Julemanden placeret sin kane foran skiltet, som viser vej til alle julens arrangementer.
– Dette er blot nogle af alle de nye tiltag der er kommet i Blenstrup i år. For at alt dette har kunnet lykkes, har vi trukket på byens nye KlubFrivillig. På blot to dage havde over 20 frivillige meldt sig til at hjælpe med opsætning af juletræer og halmballer i hele byen, lyder det fra Hanne Førster.
– Vi er overvældet over den store opbakning, men samtidig er det noget af det, der skal til, for at nogle går forrest og koordinerer nye tiltag supplere tovholder for udsmykningsgruppen Pernille Stjernholm.
– Vi har erkendt i Blenstrup, at vejen frem er at fokusere på den ”moderne frivillige”, for rigtig mange vil gerne hjælpe en time eller to, men har ikke lyst til at forpligte sig til bestyrelsesarbejde, og det er netop det vi har tilgodeset ved oprettelsen af Blenstrup KlubFrivillig, hvor man melder ind på konkrete opgaver.
– I øjeblikket har vi ca. 110 frivillige, hvilket er flot byens størrelse taget i betragtning, understreger hun, – og man kan vist kun give hende helt ret!
– En anden succes er, at vi i Blenstrup samarbejder på tværs af foreningerne, institutioner og erhvervsdrivende. Alle der har lyst til at være en del af fællesskabet er velkomne. Vi gør rigtig meget for at støtte op om vores skole samt Valhalla, derfor pyntes der også altid op hos dem.
– En fordel ved at inddrage hele byen er, at alle føler en eller anden form for ejerskab over vores udsmykning, således håber vi på, at julepynten får lov at hænge, ligesom ikke et eneste af de 100 græskar i oktober måned blev ødelagt, slutter Pernille Stjernholm