Fastelavn i den private dagpleje i Sønderup
Forleden mødtes alle børnene i den private dagpleje i Sønderup for at fejre fastelavn. Børnene var i flotte dragter og slog katten af tønden, – med grydeske..! Da bunden gik ud af tønden, faldt der ikke en kat men dejlige godter ud, og alle børnene fik del i herlighederne. Efter frokosten og en dejlig lur i barnevognen var der forældrekaffe med lækre fastelavnsboller fra forældrenes bageovne. – En dejlig dag med stor opbakning, lyder det fra de private dagplejere Helle Andersen og Stinne Vester Thomsen, som hvert år holder traditionen ved lige.