Det blev et festligt og rørende gensyn, da 19 tidligere klassekammerater i lørdags mødtes igen 50 år efter de skiltes på Suldrup Skole.
Klassen var dengang på 23 elever, og deraf lever to ikke mere.Der var med andre ord et fremmøde på over 90% i lørdags, og efter brunch på Suldrup Kro gik turen til Suldrup Skole. Her viste klassens engelsk-lærer, tidligere viceskoleinspektør Niels Jørgen Odgaard rundt sammen med sin hustru Hanne Odgaard (som underviste klassen i hjemkundskab) samt klassens biologi/geografi-lærer Leo Mølgaard.
Minderne genopfrisket
Rundvisningen på skolen blev skyllet ned med en kop kaffe, inden turen gik tilbage til Suldrup Kro.Her ventede en dejlig aften med lækker middag og masser af minder, hyggesnak og genopfriskning af de ting, som måske ellers har været skubbet lidt i baggrunden gennem det halve århundrede, som er gået.
Vil mødes igen
– Det var en dejlig dag for os alle, og faktisk snakkede vi om eventuelt at mødes igen allerede om fem år, fortæller Anna-Marie Kaufmann Nielsen, som har været med i en lille planlægningsgruppe forud for lørdagens gensyn.Christian Blach Poulsen, som nu bor i Aars, har lagt et meget stort stykke ”detektivarbejde” i at finde frem til sine tidligere klassekammeraters adresser, telefonnumre osv.En tredjedel af de ”gamle” klassekammerater bor i øvrigt stadig i Suldrup-området, mens de øvrige er spredt over det meste af landet: Give, Aarhus, Roskilde, Rødding, Løgstør osv.