Forårsrengøring i naturen – Danmarks Naturfredningsforenings affaldsindsamling

0

Den 19. april inviterer Danmarks Naturfredningsforening til den årlige affaldsindsamling. Arrangementet er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor flere tusinde danskere deltager. Sidste år blev der samlet 119.706 kg affald ind på landsplan. I Himmerland er der mulighed for at deltage i indsamlingen enten i Arden, Aars eller Ranum.

Søndag d. 19. april står den på forårsrengøring i naturen. En tradition, der foreløbig har varet siden 2006. Indsamlingen finder altid sted en søndag i april. I ugen op til den landsdækkende indsamlingsdag samler flere skoler og daginstitutioner affald i deres lokalområde, og der sættes fokus på problemet med ”skovsvin”.  DN’s lokalafdelinger Vesthimmerland og Mariagerfjord arrangerer indsamlinger i Aars, Ranum og Arden. DN Vesthimmerland samler affald langs veje og stier under kyndig vejledning fra Viktor Weiss og Karen Steffensen.

Indsamling i Arden

I Arden arrangerer DN Mariagerfjord og Grønt Råd affaldsindsamling under overskriften: Gør Mariagerfjord til Danmarks reneste kommune. Alan Phipps står i spidsen for indsamlingen, hvor alle, der ønsker at deltage, kan møde op på Bytorvet i Arden. Undervejs serveres en lille forfriskning. Det er ikke nødvendigt at bringe ret meget mere end godt humør og gåpåmod, da der udleveres både sække og handsker på dagen. Der blev også afholdt affaldsindsamling i Mariagerfjord Kommune sidste år. I 2014 deltog her 1.100 personer, som samlede 4000 kg affald og 2000 tomme dåser sammen.

Share.

Der er lukket for kommentarer.