Fortælleværkstedet i Terndrup er en bragende succes

Annonce

Fra oktober til maj samles her hver anden uge ca. 50-100 personer til et spændende eftermiddagsforedrag. Fortælleværkstedet afholdes i regi af Ældresagen, men det er udelukkende frivillige kræfter, der hver anden mandag stiller borde og stole frem, brygger kaffe og engagerer fortællere til møderne i Terndrup Medborgerhus. Fremgangsmåden er den samme hver gang. ”Værkstedet” åbnes med velkomst og sang. Herefter får dagens fortæller ordet. Midtvejs serveres kaffen, hvorefter der er spørgetid, inden mødet rundes af med endnu en sang. Sådan har det været, siden Shirley Højbjerg i sin tid startede Fortælleværkstedet. Her på siden bringer Vores Avis et lille glimt af, hvem der bl.a. har fortalt i Fortælleværkstedet – næste gæst er Kurt Gunnersen, som er ugens fortæller medio marts.

Sulten tiger og Karen Blixen

Fortælleværkstedet i Terndrup havde i slutningen af januar besøg af Poul Arnbak, som her fortalte sin families spændende og noget usædvanlige historie. Startende med morfaren, der nær var blevet spist af en tiger. Herefter om barndommen i Rungsted, hvor Poul Arnbaks mor var forfatterinde og veninde med Karen Blixen, samt ferierne hos Mormor og Morfar ved Mariagerfjord, hvor Poul Arnbak nu selv bor og nyder sit otium.

Før 1. Verdenskrig var Poul Arnbaks morfar skovfoged i Siam i Tailand. Her stod han en dag ansigt til ansigt med en sulten tiger, som heldigvis valgte at springe ind i skoven uden at angribe. Da krigen brød ud valgte morfaren at rejse tilbage til Danmark. En farefuld rejse via England og Bergen. Vel hjemme på dansk grund giftede han sig med sin kæreste, Poul Arnbaks mormor. I 1930’erne ejede de en stor gård i Jylland, Liselund, som de desværre gik konkurs med. Parret og deres to døtre rejste nu til Gl. Estrup, hvor morfaren havde fået ansættelse som skovridder.

Her voksede Poul Arnbaks mor, Birte, op og startede sin forfatterkarriere. Hun fik udgivet sine første bøger, før hun fyldte 20, og har udgivet i alt 25 bøger. Her mødte hun også Poul Arnbaks far, Lars, som en dag, under 2. Verdenskrig, kom cyklende til Gl. Estrup for at købe træ til trækul. De blev gift i Randers og bosatte sig i Auning, hvor Poul og hans bror kom til verden. Senere flyttede familien til Rungsted, hvor Birte Auning dannede venskab med den berømte forfatterinde Karen Blixen. Barndommen var dog også præget af ferierne hos mormor og morfar ved Mariagerfjord, hvor Poul Arnbak siden selv slog sig ned med sin familie og nu nyder pensionisttilværelsen.

Et liv med udfordringer, der blev taget alvorligt

For nylig var der atter møde i Fortælleværkstedet i Terndrup. Denne gang var 65 gæster mødt op for at høre dagens fortæller, tidligere borgmester i Arden Kommune HC Mårup. Og imens den spændende livsberetning tog form, slog regnen og blæsten mod ruderne.

HC Mårup kunne berette om et liv med mange udfordringer. Han er født og opvokset i Hobro, hvor han allerede i en tidlig alder oplevede at miste sin storebror, som blev kørt ned af en lastbil lige udenfor hjemmet. Som 21årig måtte HC Mårup tage ansvar for faderens virksomhed, efter at faderen pludseligt døde af en blodprop. Den unge Mårup stod for både autolakererværksted og udlejningsejendom indtil moderen kunne få det afhændet. Herefter startede HC Mårup på en læreruddannelse.

Han blev gift med Ruth, som var sygeplejerske, og sammen slog de sig ned på en landejendom i Arden Kommune, hvor HC Mårup snart fik en lederstilling i et projekt, der skulle få unge mennesker ud på arbejdsmarkedet. En stilling, som også gjorde HC Mårup til leder af beskæftigelseskontoret i Arden. På det tidspunkt var Arne Toft borgmester i Arden Kommune, men da han tog sin afsked meddelte han HC Mårup, at han gerne så Mårup som sin afløser. En udfordring, som HC Mårup tog op. Det blev til 12 spændende år i borgmesterstolen, som bl.a. kom til at omfatte kommunesammenlægningen, deltagelse i dronningens 70års fødselsdag og royalt besøg i Mariagerfjord Kommune.

Fra St. Brøndum min verden går

På den helt særlige dato 29. februar havde Fortælleværkstedet i Terndrup besøg af Flemming Møller Mortensen. I alt 84 mennesker havde da taget plads for at høre en lokal mand, ven og folketingsmedlem fortælle om det, som var væsentligt for ham.

Flemming Møller Mortensen fortalte blandt andet om sine egne oplevelser som tilhører til andres fortællinger. Glæden ved at lytte til fortællinger oplevede Flemming Møller Mortensen som barn hos sin farmor og flere af de erhvervsdrivende i St. Brøndum. Dette gav samtidig bevidsthed om, at ord er med til at forme og give holdning.

Benny Andersen blev både sunget og citeret den eftermiddag i Fortælleværkstedet. I den forbindelse fortalte Flemming Møller Mortensen en morsom historie fra en middag hos Marianne Jelved, hvor både Flemming Møller Mortensen og Benny Andersen var inviteret. De to herre var blevet placeret på hver sin side af værtinden. Benny Andersen var lavt talende, og da Flemming Møller Mortensen ikke ville gå glip af guldkornene fra digtere, endte han med næsten at sidde på skødet af Marianne Jelved.

Møllernes historie belyst i Fortælleværkstedet

Lise Andersen, museumsinspektør ved Hadsund Egnsmuseum, var fortælleværkstedets gæst i slutningen af februar. Her holdt hun et spændende foredrag om møllerne, som gennem århundreder har forvandlet vand og vind til kraft til bl.a. at male korn. Ledsaget af billeder af kort, tegninger og gamle fotos gav Lise Andersens ord deltagerne en fin indsigt i de danske møllers historie. Også lokale vand- og vindmøller blev omtalt i oplægget. Blandt andet kunne Lise Andersen fortælle, at Villestrup Å havde fem vandmøller tilknyttet og, at Terndrup Mølle var den største i Himmerland med et møllehjul på 5,5 meter i diameter.

MølleReklamelink

Et liv på vingerne

For nylig havde Fortælleværkstedet i Terndrup besøg af Kurt Gundersen. Han indtog rollen som fortæller, hvor han fortalte om sit liv som flymekanikker. Et job, der har bragt ham rundt i hele verden. Det blev en spændende eftermiddag for de 64 tilhørere, som havde indfundet sig. Kurt Gundersen er vokset op i Terndrup og begyndte sin fortælling her, da han allerede fra barns ben havde interesse for mekanik. Fortællingen berørte både det spændende arbejde og dettes indflydelse på familielivet. Her kunne Kurt Gundersens kone Dorte supplere. Interessen for fly og mekanik har Kurt givet videre til sin søn Meik, der er pilot.

Næste møde i Fortælleværkstedet afholdes i april, hvor fortælleren er ingen ringere end Thyra Frank.