Fremragende fortæller om Skørping Sanatorium

0

Der var frisk vand i vandpytterne da Rebild Turistforenings arrangement om Skørping Sanatorium startede forleden. En heftig regnbyge var nyligt fejet hen over det lokale landskab, men rundturen kunne heldigvis foregå i tørvejr!

Det var oprindeligt meningen at Helge Qvistorff skulle have været fortæller ved arrangementet, men han måtte melde forfald på grund af sygdom. Lise Rasmussen, der er barnefødt på Sanatoriet som datter af stedets maskinmester Emanuels Rasmussen, havde velvilligt tilbudt at overtage fortællerens rolle. Det skulle vise sig at være en fuldgod erstatning.

Ugleportenhavde 4 søjler

Allerede fra starten ved Ugleporten fortalte Lise, at der oprindeligt havde været fire søjler, og ikke kun de to, der står der i dag. To af søjlerne var blevet fjernet i 1950’erne da man havde fået oliefyr; de store olietankbiler kunne ikke passere, så man måtte fjerne de to inderste søjler.

Fremme ved det store firkantede hul foran hovedbygningen gjorde Lise holdt. Her fik vi en grundig skildring af hovedbygningens indhold. Sygestuer til 4-6 patienter med vinduer ud mod parken. Midtfor lå dagligstue og festsal. Lise forklarede også, at det firkantede hul, der i sin tid var smukt plantet til med blomster, blev kaldt salatskålen. Begrundelsen var, at faconen svarede til de firkantede salatskåle, man brugte på Sanatoriet. 

Spraglede stolper

Lise havde også medbragt billeder, som vi kunne se. Et af dem var af liggehallen, hvor de syge lå det meste af dagen både sommer og vinter. Billedet viste den smukke variation af farver, liggehallernes stolper var malet i, da der var Sanatorium. Det store areal, hvor der i dag er græs, var i Sanatorietiden køkkenhave – stedet hvor man dyrkede stort set alle de grøntsager, der skulle til at forsyne køkkenet.

Underjordisk tekniktunnel

Næste stop på turen var ved hovedindgangen til privathospitalet. Over for lå mellembygningen med forvalterboligen til venstre. Og Lises barndomshjem, maskinmesterboligen, til højre. 

Lise Rasmussen, en fremragende guide og fortæller..!

I mellembygningen var der vaskeri og i enden op mod maskinmesterboligen stod den fine dieselmotor, som i mange år trak generatoren, der forsynede Sanatoriet ved jævnstrøm. Maskinrummet og hovedbygningen var forbundet med en underjordisk gang, der havde en højde, så man kunne gå opret. Dieselmotoren, der stadig er funktionsdygtig, findes i dag på Dansk Motor- og Maskinsamling ved Grenå.

Krav om ikke at være gift

Lise fortalte også om datidens strenge krav til ægtestand. Pigerne skulle være ugifte for at få plads på stedet. Tilsvarende skulle karlene være ugifte, og de boede på ingen måde i samme bygning. Dengang havde man i de større byer en gren af politiet, der hed sædelighedspolitiet. De tog sig bl.a. af bekæmpelse af homoseksualitet og prostitution. Jo, dydighederne blev forsvaret dengang!

Stor lønforskel

Videre gik turen om til bagsiden af maskinmesterboligen og gennem gården bag mellembygningen. Her er der i dag et kommunalt værested for mennesker, der har en sindslidelse, eller som pga. forskellige livsomstændigheder har psykiske eller sociale problemer. Det var her der tidligere var en børnehave, der af gode grunde hed ”Vaskebjørnen”. Ude på den anden side af gården var det sidste stop inden kaffen på Idrætscenteret. For enden af den store plads lå Granly, en fin lille bygning, hvor der var grisesti og garage. Og ovenpå, på 1. salen var der værelser, hvor der boede 4 karle. Det var også her, at Lise fandt sine papirer frem og gennemgik lønningslisten for personalet. Det var tankevækkende, for der var mere end en faktor 20 til forskel mellem den løn, overlægen fik og den som en sygeplejerske fik.

 

Fastholdt opmærksomheden

Vi gik i samlet flok gennem parken og over på den anden side af Himmerlandsvej, over til et reserveret lokale i Skørping Idrætscenter. Undervejs gennem parken spurgte Deres udsendte Rikke Rensch, der bor i Rebild by, om, hvad der havde fået hende til at komme til arrangementet. Rikke kendte stedet og fandt, at der her var en mulighed for at få indblik i stedets historie. På spørgsmålet, om hun havde fået indfriet sine forventninger, svarede Rikke, at Lise Rasmussen i den grad havde været i stand til at fange og fastholde hendes opmærksomhed i kraft af sine meget autentiske fortællinger. Så hendes forventninger var mere end indfriet, sluttede Rikke Rensch.

Ingen ønskede Tvind indenfor

Da alle var forsynet med kaffe og kage gik fhv. revisor Ove Nielsen på. Han fortalte her, hvordan han som medlem af Det radikale Venstre, et parti, der dengang end ikke var repræsenteret i byrådet, var blevet bragt i forslag som formand for Arbejdsgruppen til Bevaring af Skørping Hospital. Alle partier, der var repræsenteret i Skørping Kommunes Byråd var med i arbejdsgruppen. Repræsentanter for hospitalets personalegrupper var også repræsenteret; således var Lise Rasmussens mand med i arbejdsgruppen. Arbejdsgruppen var blevet dannet på et tidspunkt i 1988, hvor det var klart, at Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse var i færd med at sælge hele bygningskomplekset til Tvind-koncernen. Dem var der ingen lokale, der ønskede inden for i vores lokalområde. 

Frygt for sygehusnedlæggelser

Ove fortalte, hvordan han som fhv. revisor, havde lagt ud med at beregne, hvor lidt sengepladserne på Skørping Hospital kostede. Men det skulle hurtigt vise sig, at i de amtspolitiske luftlag, var det helt andre tanker, der dominerede. Her var det frygten for at det lokale hospital, hvor politikeren var valgt, skulle blive nedlagt, der var det dominerende rationale. Da det var gået op for mig hvordan det forholdt sig, gik vi i gang med at få forskellige aktører med tilknytning til sundhedsområdet til at etablere sig i bygningerne, men forgæves, fortæller Ove Nielsen. Det samlede bygningskompleks udgør i alt 7.000 kvadratmeter.

Pengestærkt trekløver

På et tidspunkt får Ove Nielsen nys om, at Troels Vejby i Frederikshavn og Johan Koed-Jørgensen fra godset Øland ved Gjøl puslede med planer om at lave privathospital på steder. Det viste sig, at også Jørgen Enggaard puslede med sådanne planer, og det lykkedes at få de tre ejendomsfolk til at gå sammen, så de hver blev ejer med en tredjedel Skørping Hospital A/S. Den 10. september 1990 var investorgruppen klar til at købe ejendomskomplekset af Nationalforeningen. Skørpings borgmester, Inger Petersen, var socialdemokrat, måtte stille til en kammeratlig samtale hos partitoppen, for partiet var modstander af privathospitaler. Men det blæste Inger Petersen højt og flot på, bemærkede Ove. For hende var det væsentlige at bevare de lokale arbejdspladser.

Arbejdede sideløbende

Da Ove var færdig rejste Niels Moes fra Rebildcentret sig. Han ville fortælle, at til dels sideløbende med arbejdsgruppen havde han været i gang med at undersøge mulighederne for at han kunne købe ejendomskomplekset af Nationalforeningen. 7.000 kvadratmeter for 6 mio. kroner er en ganske billig kvadratmeterpris, bemærkede Niels. Han havde nøgler til hele komplekset, der på det tidspunkt stod tomt. Så han kunne selv låse sig ind, når han ville fremvise stedet for de forskellige parter, som han arbejdede på at få til at leje sig ind i hovedbygningen. Et af de mere spektakulære projekter, man havde arbejdet på, var etableringen af et Brundtlandcenter for Bæredygtighed, afsluttede Niels Moes.

Turistforeningens tovholder, Jens Erik Nielsen, sluttede aftenen med at overrække symbolske vingaver til de to oplægsholdere, Lise Rasmussen og Ove Nielsen. 

Share.

Der er lukket for kommentarer.