Grundloven fejret af flere end 1000 mennesker på Sortebakkeskolen i Nørager

0

Bilisterne på Løgstørvej i Nørager måbede, da de onsdag formiddag i sidste uge – GRUNDLOVSDAG – passerede en massiv folkevandring på vejen mellem Sortebakkeskolen og Nørager by. 

Mere end tusind børn og voksne gik i en nærmest endeløs række på fortov og cykelsti ind mod byen. Målet for denne folkevandring var Rebild Kommunes administrationsbygning, hvor blandt andre borgmester Leon Zebbelin stod og ventede ved den grundlovssten, som denne dag blev ”afsløret”. 

Afsløret for anden gang….

Det var faktisk anden gang dette skete; allerede i 1999 i forbindelse med grundlovens 150 års fødselsdag blev der holdt en højtidelighed ved stenen, som dengang blev placeret på naturlegepladsen uden for byen. 

Her har den siden levet et stille liv i al ubemærkethed, og i år valgte man så at flytte den til en mere fremtrædende plads uden for administrationsbygningen. 

De mange mennesker kunne høre Leon Zebbelin fortælle om stenen og om den store symbolske betydning, den har for det danske demokratis fundament,

grundloven. Efter talen gik de mange børn og voksne tilbage til Sortebakkekolen, hvor de tilbragte en hyggelig og aktivitetsfuld formiddag til det årlige grundlovsarrangement på skolen.

Masser af tilbud

Skolens klasser havde lavet forskellige boder, hvor man kunne blive ansigtsmalet, skyde til måls, lave cirkus, spille forskellige boldspil og mange andre ting. Frivillige fra byens foreninger var også mødt talrigt op, og tilbød alt fra springgymnastik og fitness til golf. 6. klasserne serverede forskellige lækkerier og tjente på denne måde en skilling til en kommende Bornholmertur. 

Skoletjenesten på Boldrup Museum havde lavet en stand, hvor man kunne bage pandekager med krydderurter fra husmandens køkkenhave og honning fra museets bier.

På scenen var der hele formiddagen forskellige former for musikalske indslag, hvor byens musiktalenter gav smagsprøver på deres kunnen. 

Et årligt højdepunkt

– Det er simpelthen et af årets højdepunkter på skolen!, fortæller skoleleder Gitte Rubæk, Sortebakkeskolen. 

– Det er så dejligt at mærke den helt utrolige opbakning, der er til arrangementet, både fra forældre og fra byens foreninger. 

– Vi mener, der har været ca. 1200 deltagere i år, så mon ikke det efterhånden er ved at være kommunens største grundlovsarrangement…?

– Faktisk er det sådan, at der kommer en del gæster, som ikke har nogen speciel tilknytning til skolen, men som bare kommer for at opleve stemningen og være en del fællesskabet. Og med det fantastiske vejr, vi har haft, så har det bare været en supergod dag, hvor folk har hygget sig, og hvor vi har haft mulighed for at snakke med hinanden på kryds ogtværs, siger en glad skoleleder Gitte Rubæk efter endnu en vellykket fejring af den gode. gamle danske grundlov.

Share.

Der er lukket for kommentarer.