Frivillige fejres med taler, hapsere og musik
Rebilds frivillige fællesskaber fejres i år ved Frivillig Fredagsfesten et par timer fra midt på eftermiddagen den 30. september i Kig Ind i Nørager.
Borgmester Leon Sebbelin byder gæsterne velkommen, og derefter fortæller Søren Christensen fra det tidligere Rørbæk Center historien om Kig Ind. Produktionskøkkenet sørger for lækre hapsere, og musikerparret Tine Lilholt og Klaus Thrane runder dagen af med musikalsk underholdning.
Ved arrangementet kan gæsterne møde nogle af de frivillige grupper, som holder til i Kig Ind.
Frivillige fællesskaber
Den årlige Frivillig Fredag er Rebild Kommunes anerkendelse af det store frivillige arbejde, som ydes på kultur- og fritidsområdet og på det sociale område. Alle frivillige er inviteret.
Frivillige fællesskaber er ikke kun fællesskaber for frivillige, men også fællesskaber, som man helt frivilligt deltager i.
”Frivillige fællesskaber kan, uanset om de drejer sig om kultur, sport, musik, hobby eller bare hygge, være med til at give livet indhold. I frivillige fællesskaber kan man både være noget for andre og gøre noget for sig selv. Derfor lyder opfordringen, at man på netop denne dag inviterer flere med ind i fællesskabet”, lyder det i oplægget fra kommunen.