Genåbning fejres med borgmestertale og 100 par havehandsker

Annonce

Onsdag den 9. december går bommen atter op på genbrugspladsen i Sørup. Genbrugspladsen har gennemgået en gennemgribende renovering, men er nu igen klar til at modtage affald. Dette fejres den 9. december, hvor de første 100 besøgende får et par gratis havehandsker. Derudover er der slik til børnene samt pølser, sodavand, kaffe og kage til alle besøgende. Borgmester Leon Sebbelin vil foretage den officielle åbning først på eftermiddagen.

Renoveringen af genbrugspladsen har kostet 15,8 millioner. Det betyder, at det næsten kun er adressen, der er bevaret. Resten er nyt. Først og fremmest er genbrugspladsen blevet indrettet på en mere hensigtsmæssig måde. Containerne er desuden blevet nedsænket, så de er lettere at komme til. Der er desuden opført et maskinhus til kemikalieaffald, og sat ny belysning op på pladsen. Alt dette kommer nu brugerne af pladsen til gode – pladsen får ca. 60.000 besøg om året, men tallet er stigende. Også personalet på genbrugspladsen har fået glæde af renoveringen – de har fået en helt ny personalebygning med frokoststue, badefaciliteter og kontor.