Gerding skød nytåret ind med en sneppe og to stykker råvildt
Alt klappede – især landsbyens beboere uden jagttegn – da Gerding traditionen tro afsluttede året med en fællesjagt nytårsaftensdag.
De der har lyst møder op ved byens fælles-hytte, hvor der bydes på morgenkaffe og rundstykker. Jagten gennemføres derefter i den flotte natur, som omkranser byen. Jægerne er glade for at også beboere, som ikke har jagttegn, deltager. De gør nemlig god gavn som klappere, der højtlydt går igennem skoven for at drive vildtet frem mod jægerne. I år blev der iøvrigt skudt en sneppe og to stykker råvildt. Jagten afsluttes med parade, hvor de brave jægere præsenterer udbyttet for hele byen, og samtidig mødes for at ønske hinanden godt nytår. Inden beboerne drager hjem for at samle kræfter til selve nytårsaften, afsluttes jagten med en god suppe serveret af Gerding bylaug.
Til paraden møder de hjemmeværende beboere op, og en del af selskabet ses på fotoet.