Harmonika-klub skænker nye dolke til FDF Støvring

Annonce

”Vil du se, hvad jeg har snittet i aften?”, lyder spørgsmålet fra Nikolaj, så snart man møder ham ved kredshuset – og han er helt klart stolt! Noget af det første, man lærer ved FDF, er nemlig at bruge dolk og at lave bål.

Redskaberne skal være i orden, og derfor er FDF rigtig glad for en stor gave på 2.500 kr. fra Støvring Harmonikaklub, som først og fremmest er brugt til dolke.

På alle tangenter…!
Støvring Harmonikaklub består af syv mænd, som mødes hver mandag i Stubhuset i Støvring og spiller både harmonika, basguitar og trommer, og det går ikke stille for sig, når klubben øver. Andre får også glæde af den glade musik: De seneste 20 år har klubben blandt andet spillet op til dans på Kulturstationen i Skørping den anden fredag hver måned.

FDF fortjener
større opmærksomhed
Harmonikaklubben havde oparbejdet et økonomisk overskud, og formand Jens Ditlev Pedersen siger:

– Der er ikke tilstrækkelig opmærksomhed omkring FDF i Støvring i forhold til, hvad truppen og dens ledere fortjener, så derfor vil vi gerne støtte foreningen.
FDF glæder sig naturligvis over pengene, og når FDF holder juleafslutning, er der harmonikamusik til juletræsdansen, som et godt eksempel på et supergodt samarbejde mellem Støvrings foreninger.