Havefolk tager vest på – trods varmen!

0

Sommertur 2019    vi ta’r vest på…, lyder det i invitationen fra Mariagerfjord Havekreds.

På årets sommertur  den 15. juni fra morgenstunden aflægges der besøg i Viborg, Ryde og Vridsted ved Vinderup. Første stop bliver ved Viborgsøerne, hvor den medbragte formiddagskaffe nydes. På stedet er der en overdækket plads og toiletter. Efter kaffen gælder det Sonja Kjærs Have. Haven har ingen græsplæne, men små stenbede, surbundsbed, højbede, stier og hyggekroge.

Næste stop på turen er i Ryde i Gartnerhaven, som er 15.000 m² stor. Haven blev påbegyndt i 2005, og dele af haven er stadig under opbygning. Haven bærer præg af, at der bor en travl familie, men planteglæden er stor. 

Haven er opdelt i mange forskellige rum og der findes stor variation af planter og blomster. Ejeren Majbritt Møgelbjerg har medvirket i haveudsendelser på TV-Midtvest. Hun viser rundt og fortæller om haven. Den medbragte frokost indtages i haven eller i et stort telt.

Bruuns have er tredje have på turen. Denne have er en spændende landbohave på 7000 m², inspireret af den engelske cottage stil, hvor ejerne forsøger at have en afslappet stil med mange haverum. I haven er der mange siddepladser, og her får deltagerne serveret eftermiddagskaffe og kage.  Der er en fantastisk udsigt ned over engen til Karup å, som giver et dejligt rum til haven, og hvor dådyr, rådyr, ræve, fasaner, duehøge og fiskehejre lever. Der er pergola, orangeri og drivhus.

Ikke langt fra Bruuns have gøres holdt ved Egebjerg Planteskole. Sidste stop er Verdenskortet i Klejtrup, hvor aftensmaden venter , inden selskabet vender tilbage til startstedet i Hobro.

.Alle er velkomne, både medlemmer og ikke medlemmer.

Share.

Der er lukket for kommentarer.