Haverslev vil gå sig sundere

Annonce

Haverslev by har som tidligere omtalt fået 65.000 kr. fra Rebild kommune til at forbedre sundheden for alle, som bor i og omkring Haverslev. Der skal være fokus på, både den fysiske og den mentale sundhed, så det er helt i projektets ånd, når et af de mange initiativer tager hånd om begge dele.

 

Det første initiativ, der bliver igangsat er ”Gå dig glad”: En gruppe har planlagt fire gåture, som bliver en vandring gennem smukke og varierede landskaber, hvor deltagerne får brugt kroppen, får nye billeder på nethinden og forhåbentligt får snakket med mennesker, som de måske før har set i byen, men i øvrigt ikke kender.

Første mandag i hver af de fire sommermåneder

Der er planlagt vandreture den første mandag i hver måned i juni, juli, august og september måned, og det er gruppens håb, at der er nogen, der vil bære stafetten videre og være med til at gøre det til en fast begivenhed at samles til gåture, måske om formiddagen, måske sidst på eftermiddagen eller måske en aftentur. Det kan være på ugebasis, hver fjortende dag eller en gang om måneden, alt efter hvad der er opbakning til.

Ukendte naturperler

De fire planlagte vandreture bringer deltagerne lidt ud i kommunen så man også kan få øjnene op for naturperler, som måske ikke alle har været opmærksom på. Kirkestien omkring Suldrup, Gravlev sø og den uovertrufne udsigt ud over søen fra Gravlev kirke, en golfpark med bakker, skov og søer, flyverstenen og gravstederne på Årestrup kirkegård, er de 4 steder gruppen gerne vil præsentere som oplagte muligheder for kommende gåture.

Flyvergravstenene

Den første ”gå dig glad gåtur” mandag i denne uge førte iøvrigt deltagerne til Flyverstenen og Flyvergravstenene.