Herlig høstfest i Kløvermarken for både børn og voksne

Annonce

Traditioner er dejlige. Ikke mindst høstfest-traditionen i institutionen Kløvermarken i Ravnkilde, som blev vedligeholdt med en fantastisk høstfest forleden.

Institutionens børn, forældre og søskende var inviteret, og som noget nyt var dagplejerne fra Ravnkilde/Mejlby inviteret med sammen med  deres børn, forældre og søskende.

Sang og kostumer

Høstfesten bød på alt fra underholdning til lækre smagsprøver, og de yngste børn i Kløvermarken havde selv lavet deres meget fine kostumer til sangen, de optrådte med: “Tælle til en og tælle til to”.

Førskolegruppen havde lavet nogle utrolig flotte indianerdragter og hovedbeklædninger. Med krigsmaling i hovedet optrådte de med indianer-sangene “En indi, to indi, tre indianer” og “Ti indianerbørn”.

Kløvermarkens SFO optrådte i hjemmelavede batik t-shirts. De optrådte med to hip hop danse og en serie seje dansetricks. SFO’ens børn havde fået undervisning af en professionel danser tre gang inden forestillingen, og så de kunne bare alle dansene til topkarakter, – næsten som i ”Vild med Dans”…

Fra egen køkkenhave

Efter forestillingen kunne børn,forældre og søskende gå rundt til diverse boder og smage på en masse lækkerier, som børnene havde lavet af diverse ingredienser fra Kløvermarkens køkkenhave.

Boderne bød på gulerodssuppe med kartofler og flutes på bål, squash- og gulerodsboller, solbærmarmelade, jordbærmarmelade, hyldeblomstsaft, sirupskage med mælkebøttesirup, løgtærter, leverpostej, syltede rødbeder og agurker, krydderurtesalt og røget ørred.

En fin oplevelse med glade børn, forældre, søskende, dagplejere og personale.