En herlig natur-tur med kultur og historie i Nørager og omegn
Rebild Turistforenings forårstravetur i samarbejde med Nørager Borger- og Håndværkerforening i den flotte – men for mange totalt ukendte – natur i og omkring Nørager, blev et tilløbsstykke med omkring 80 deltagere.
Naturvejleder Gert Rubæk fra Nordjyllands Historiske Museum, herunder Boldrup Museum og CirkusMuseet i Rold, var guide på turen Han er iøvrigt også formand for borgerforeningen i Nørager, så det var en ægte ”hjemmebane”..!
Da runestenen blev ”stjålet”
Gåturen strakte sig over cirka fire kilometer, og på turen, som foregik i det mest gavmilde solskinsvejr, kunne deltagerne se og høre om de mange gamle kulturspor, der findes i området: Fx opstemningen ved den forsvundne Torsdalsmøllesø, det genopførte gods, Nøragergård og ikke mindst Durupstenen, en runesten fra vikingetiden, som for nogle år siden kom i alle landets medier, da den pludselig var blevet stjålet. ”Tyven” viste sig dog efter kort tid at være en stenkonservator fra kulturstyrelsen, som helt rutinemæssigt havde taget stenen ind til renovering, men bare havde undladt at fortælle nogen om det. Den historie fik smilene frem på de mange deltagere på turen, og heldigvis viste det sig da også, at stenen stod på sin plads under den beskyttende trækasse i en anemonedækket Sortebakkeskov.
Kaffetår og kanelhorn
Turistforeningen sørgede for kaffe og kanelhorn fra Nørager Bageri, og det var en stor flok glade og opstemte mennesker, der efter nogle timer returnerede til Kig Ind i Nørager, hvor turen startede og sluttede.
Turbeskrivelsen kan findes på Rebild Turistforenings hjemmeside, og borgerforeningen i Nørager har desuden bebudet, at man i byen arbejder på at få lavet informationsmateriale, der beskriver de mange stiforløb, der findes i den meget kuperede og varierede natur i området.