Himmerlands-quilterne på juleferie, – marathon-syning efter nytår
33 medlemmer af Himmerlandsquilterne sagde i sidste uge julefarvel og på januar-gensyn med en dejlig omgang julehygge, hvor spisning, pakkespil og en miniudstilling af færdige arbejder var i centrum. Der blev vist fine ting i patchwork, som var blevet færdige siden sidst, og ved pakkespillet var der som altid jagt efter de flotteste pakker; – og bagefter spændende at se, hvad der nu var fundet på. Efter juleferien skal quilterne for alvor op i omdrejninger igen inden den 13. januar, når der indkaldes til ni timers marathonsyning..! En stor del af Himmerlandsquilterne kommer fra Ravnkilde- og Rørbæk-området, men den hyggelige forening er åben for alle.
Vidste du dét
om quiltning…?
– quiltning er en sy-teknisk håndarbejdsmetode, hvor to lag stof sys sammen omkring blødt plademateriale som fx andet, tykkere stof eller pladevat med hånd- eller maskinsyede sømme, så der fremkommer en slags ”3D-reliefvirkning”
– på grund af de forskellige isolerende lag er quiltet stof fremragende til jakker, tæpper, arbejdstøj og lignende, – eller som dekoration på grund af muligheden for at lave spændende relief- og mønstervirkninger
– første kendte gengivelse af quiltning menes at være en næsten 5.500 år gammel udskåret elfenbens-statuette, som forestiller en egyptisk farao. Den store hersker er iført en quiltet kappe
– i middelalderen brugtes kraftig quiltning til at beskytte krigerne, når de skulle i kamp
– den mest almindelige quiltning er den omtalte ”engelske quiltning”, mens ”italiensk quiltning”, som også benytter to lag stof, går ud på at dekorere stof ved at trække snore gennem håndsyede kanaler mellem de to lag stof
– quiltning bruges ofte i forbindelse med patchwork-
arbejde, hvor udklippede stofstykker sys sammen