Hold længe – pas på dig selv!

0

Sundhed er om noget rykket ind på dagsordenen – på skoler, på jobbet, i privaten og indenfor det offentlige. Vi fokuserer på sundhed som aldrig før, samtidig med at den seneste sundhedsprofil fra 2018 viser, at det går den forkerte vej med vores sundhed.

Samtidig skal vi holde længere på arbejdsmarkedet og det kræver, at vi passer på os selv. Netop dét fokus har otte EGU-elever haft i en nyligt gennemført kursusuge i Rebild Ungdomsskole, som en del af deres erhvervsgrunduddannelse. 

Ugen har sat fokus på en bred forståelse af sundhed,  og har ud over et fokus den fysiske sundhed også fokuseret på såvel den mentale som den sociale sundhed – altså at have det godt med os selv og hinanden. Ugen spændte derfor fra besøg på Sundhedscentret i Støvring til at bygge mulige sundhedsindsatser på jobbet med udgangspunkt i LEGO Serious Play til undervisning i KRAM-faktorer og til fysisk aktivitet i form af bowling og gåture. 

Særligt viden om den fysiske sundhed, herunder betydning af hvad vi spiser, gjorde stort indtryk: – Det var godt! Vi har lært noget om bl.a. kulhydrater. Det er lidt spændende, det der med, hvad det vi spiser indeholder, fortæller EGU-elev Simone og tilføjer: 

– Vi blev overrasket over, at en tur i biografen, hvis du køber en cola, noget slik og en stor popcorn, faktisk indeholdt super mange kalorier. Det var en hel dags kalorier, og det mætter jo ikke lige så meget, som hvis man deler kalorierne ud i almindelige måltider over en dag. 

Rebild Ungdomsskole har også tidligere afviklet kursusuger for EGU-elever, men det var første gang, at Sundhedscentret i Støvring blev besøgt. Et besøg som de unge var meget begejstrede for, som EGU-

eleven Rasmus siger: – Det var spændende! Vi blev vejet, og besøget bidrog dermed til, at de unge ikke bare fik viden om kost og motion, men også fik testet deres nuværende sundhedstilstand med en konditest. 

– Arbejdsrelateret førstehjælp var ligeledes på dags-ordenen, og det har stor betydning for, at vi kan passe på og hjælpe hinanden, hvis uheldet er ude. 

Til trods for at flere af de unge tidligere havde haft førstehjælp, var det et område, hvor en opfriskning gav mening.

Derudover blev førstehjælpen sat ind i en arbejdskontekst, og der blev i den forbindelse drøftet arbejdsskader. 

Hvad der faktisk er en arbejdsskade overraskede flere: – Selv små skader kan meldes som arbejdsskade, jeg blev lidt overrasket over, at det var så lidt, der skulle til, lyder det fra Simone.

Ud over ugen med fokus på sundhed har de unge ligeledes deltaget i kurserne ”Økonomi og Samfund – Få styr på din økonomi” og ”Få styr på dig selv”, hvor sidstnævnte har særligt fokus på værdier, kommunikation og konflikthåndtering. 

De unge har derfor mødt hinanden og været en del af et uddannelsesfællesskab i de tre uger. 

Bowling var en af de aktiviteter, der ud over et aktivt fokus i lige så høj grad havde et socialt fokus og til formål at gøre oplevelsen til en del af et fællesskab. Bowling blev desuden vundet af Simone, der som eneste kvinde på kurset deltog i dysten mod de kæphøje unge mænd…! 

Det sociale liv og dét at være en del af et fællesskab er en vigtig del af vores trivsel og sundhed, hvilket også tydeliggøres af den afsluttende evaluering af alle tre kursusuger, hvor der bredt bliver efterspurgt, at ”der måtte gerne være flere kursusuger, så vi kunne se mere til de andre EGU’ere; netværket er vigtigt”!

Share.

Der er lukket for kommentarer.