Kom og vær med til at fejre graver Lars Gindebergs ”Sølvbryllup” med Sørup Kirke

0

Lars Gindeberg, graver ved Sørup Kirke kan fejre sit 25 års jubilæum på arbejdspladsen. Derfor er du inviteret til jubilæumsreception i Graverhuset i Sørup søndag den 31. marts kl. 11.30. 

Lars fortæller her om sit ”Sølvbryllup” med Sørup Kirke:

”Med 25 år som graver det samme sted, er jeg ved at være en uddøende race, det hørte jeg i radioen den anden dag. Folk søger nye udfordringer, og skifter derfor arbejde jævnt tit.                                                                                                                  

Jeg har søgt mine udfordringer her ved Sørup kirke. Der er kommet nye arbejdsregler og metoder som skal følges. Tiderne/tendenserne har ændret sig gennem årene, det må man prøve at leve op til.

Nogen af de ting som er sket i de sidste 25 år er:

Kirken er blevet malet indvendig. Hækken og de store træer ud mod Nibevej er blevet skiftet ud med nye asketræer, og der er blevet bygget en rød kirkemur. Graverhuset er blevet bygget. Det første år jeg var her, var der kun et skur uden lys og vand, som bl.a. var mit frokostrum og kontor. Senere er de gamle store og syge asketræer, både syd og nordsiden af kirkegården, blevet skiftet ud med henholdsvis røn og paradis-æbler træer. Over nogle år blev alle thuja-hækkene omkring gravstederne skiftet ud. I syd-enden er der lavet siloer til de forskellige materialer.  En ny urneafdeling mod øst er blevet etableret. På græsplænen for enden af kirken er der lavet et område til plader i græs, både til urner og kister, der efterfølgende er delt op med en sti ned igennem. Det, der for mig nok har været den største udfordring, var at gå fra et stykke papir og en kuglepen, til at alt er blevet digitaliseret.

Jeg har altid været utrolig glad for mit arbejde, idet jeg har fået lov til at have indflydelse på hvad der skal laves, og sætte mit præg på det. Endvidere har mange små og sjove opgaver budt sig. Mine egne pudsige påfund, der har gjort hverdagen lettere, er der også plads til. En sidste ting er den gode kontakt til menighedsrådet og ikke mindst kirken og kirkegårdens brugere.

Alt i alt, kan jeg kun takke for et rigtig godt ”sølvbryllup”, og glæder mig til de næste mange år.”

Lars Gindeberg

Share.

Der er lukket for kommentarer.