Hundredvis til modelflyveopvisning
De mørke regnskyer truede, men det blev heldigvis ved truslerne, da Himmerlands Modelflyveklub forleden bød på opvisning og åbent hus i kæret ved Støvring. Et par hundrede tilskuere nød synet af et halvt hundrede modelfly, både på jorden og i luften. En professionel drone-pilot tiltrak sig ekstra stor opmærksomhed, da der blev styret præcist rundt og taget fotos fra luften.
Klubbens skoleflyver var også særdeles populær, og i løbet af dagen blev det til flere end 30 prøveture med piloter i alle aldersgrupper.
Det var den officiuelle ”Modelflyvningens Dag” over hele landet, og at dømme efter interessen i den lokale udgave kan det sagtens tænkes, at Himmerlands Modelflyveklub inden længe kan udvide medlemslisten.
– I Himmerlands Modelflyveklub mødes medlemmerne i sæsonen tre gange om ugen på den lille flyveplads i Støvring Kær.
I vinterhalvåret går tiden med socialt samvær på byggeaftenerne, hvor alle hjælper alle med at bygge og klargøre modelfly til den kommende sæson, fortæller formand Peter Bak.
En klub for alle aldre
Medlemskredsen tæller flyinteresserede lige fra 14 år og op til 80 år, så her gælder det virkelig, at ”alder er ingen hindring”.
Er man interesseret, men ganske uerfaren, er der masser af hjælp, støtte og erfaring at hente blandt de øvrige medlemmer, lige fra ”nybegynder-dagen” og videre frem mod garvet modelflyver.