Hvem finder nissen..? Masser af aktiviteter for hele julefamilien på museet
En rigtig gårdnisse, æbleskiver, gløgg, hygge, fællessang og julestads er bare nogle af de mange elementer, som hele familien kan opleve på Boldrup Museum i tre timer søndag eftermiddag den 3. december.
December måned er fyldt med julearrangementer, og er man til den gammeldaws af slagsen, kan man passende besøge Boldrup Museum på søndag. Her følger museumsforeningen op på de senere års store succes med at finde alle de gamle juletraditioner frem: Deltagerne i alle aldersgrupper kan klippe julepynt, lave juledekorationer og forskelligt julepynt, drikke gløgg og varm æblesaft, spise æbleskiver og risengrød, synge julesange og meget mere.
– De seneste år har der været rigtig mange gæster til vores julehygge, og i år har vi derfor lavet aktiviteter overalt på museet, så der er plads til alle. Blandt andet har vi indrettet et lille hyggeligt værksted i den gamle stald, hvor man kan lave forskelligt julepynt i træ, fortæller formand for Boldrup Museumsforening, Karen Somerset, Stenild.
Gårdnissen skal findes!
Det lille stråtækte husmandssted har sin egen gårdnisse, og dagens gæster kan traditionen tro deltage i ”jagten” på ham, når der ledes i området.
Bliver han fundet – hvilket der skulle være en rigtig god mulighed for – skal han have sin risengrød, og måske fortæller han til gengæld nogle røverhistorier.
Det koster den nærmest symbolske sum af ”en halv hund” at være med, inklusiv den nævnte servering; – altså hvis man er voksen. Ellers er der halv pris for børn op til 13 år, og endda gratis for børn op til syv år, så det er svært at finde en undskyldning for IKKE at møde frem og tage del i julehyggen…!