Det kan Ole Kirkegaard svare på. Han har 40 års erfaring som jurist på Statsforvaltningen. Han er 69 år og gik egentlig på pension for 3 år siden, men har frem til årsskiftet arbejdet ca. 10-15 timer ugentligt som timelønnet konsulent. Derved er han fuldt ud opdateret på udviklingen på området. I marts startede han egen rådgivningsvirksomhed, Skilsmisse-Børnehjælpen, hvor han primært tilbyder hjælp til skilsmissefamilier.
I sidste uge fortalte Vores Avis, at 19.435 ægtepar blev skilt i 2014. En skilsmisse kan være følelsesmæssigt hård, og der melder sig mange spørgsmål. Ikke mindst, hvis man har børn. De mange spørgsmål og en generel forståelse af lovgivningen, kan man nu få hjælp til ved et nystartet firma i Terndrup. -De fleste formår at gå fra hinanden på en fornuftigmåde, udtaler Ole Kirkegaard. Men mange har alligevel spørgsmål, og nogle ender i konflikter. Derfor har Ole Kirkegaard nu startet virksomheden Skilsmisse-Børnehjælpen. Virksomheden drives fra privatadressen Bælumvej 1, hvor Ole Kirkegaard tager imod henvendelser via telefon eller via virksomhedens hjemmeside.
Stigende brug for rådgivning
Ole Kirkegaard har gennem sit arbejde oplevet, at antallet af familier, der søger rådgivning i forbindelse med en skilsmisse er stigende. Samtidig har der gennem især de seneste 10 år været en trist tendens til, at der er kommet flere konfliktramte familier. Dette er, som Ole Kirkegaard udtrykker det, en kæmpe opgave for myndighederne. Flere og flere må have Statsforvaltningens hjælp, og en tredjedel af sagerne om forældremyndighed eller bopæl, må afgøres med dom i retten. Med sin rådgivningsvirksomhed ønsker Ole Kirkegaard at hjælpe familierne – især børnene – inden det når så vidt. Der tilbydes rådgivning inden for fx økonomiske spørgsmål, børnebidrag, bodeling, salg af bolig og ægtefællebidrag. Kort sagt, svar på spørgsmålet: Hvordan går man fra hinanden? Her understreger Ole Kirkegaard dog: – Det er heldigvis de fleste, der finder ud af det helt selv. De formår at lave nogle gode aftaler omkring børnene, selvom de ikke længere skal være sammen som par.
Undervisning og boligrådgivning
I kraft af sit arbejde har Ole Kirkegaard også undervist på Professionshøjskolen Metropol, som timelønnet underviser – primært inden for sagsbehandling ved offentlige myndigheder. Denne erfaring tilbyder han nu også at anvende i sin virksomhed. Fx har han haft kontakt med Foreningen Far, som overvejer at tage imod Oles tilbud. Hvis aftalen falder på plads, vil Ole Kirkegaard fremover undervise rådgiverne i foreningens rådgivningstjeneste. – Og måske er der andre foreninger, der kunne have behov eller interesse, siger Ole Kirkegaard. Ud over hjælp i familieretslige sager og undervisning, så kan Ole Kirkegaard også rådgive i sager inden for lejeloven. Dog ikke i Frederikshavn Kommune, Rebild Kommune eller Jammerbugt Kommune, hvor Ole Kirkegaard er huslejenævnsformand. Et typisk eksempel på stridigheder her kan være udgifter i forbindelse med lejers fraflytning.