IF Dannebrog Astrup får bilsponsor-stadion
Superligaklubben Randers FC havde tidligere en autoforhandler som storsponsor og et stadion ved navn ”AutoC Park”, og nu får sportsklubben IF Dannebrog Astrup på samme facon sit stadion omdøbt til ”TOYOTA PARK”, takket være en tre-årig sponsoraftale med Toyota Hadsund, – en sponsoraftale, som indbringer klubben mindst 75.000 kr.
– Det er en aftale, begge parter forventer sig rigtig meget af, lyder det fra Leif Sørensen, IF Dannebrog Astrup, og Lars Hird, Toyota Hadsund.
I forbindelse med sponsoraftalen er der lavet en ny, flot indgangsportal ved tribunen.
– Alt materiale og arbejde i forbindelse med fremstilling af portalen er venligst sponsoreret af Skanda A/S, og sammenlagt er dette det største, jeg har været med til at forhandle på plads i mine efterhånden mange år i foreningen, udtaler Keld Pedersen fra IF Dannebrog Astrup.
– Det giver os nogle muligheder der ellers ikke var muligt, og nu håber vi bare Toyota Hadsund får solgt nogle biler til vores spillere og andre Astrup Borgere, så aftalen forhåbentligt skal fornyes om tre år, slutter han.
På fotoet ses fra venstre Leif Sørensen, Peter Sørensen, Peter Thygesen,” Skanda A/S”, Lars Hird, Toyota Hadsund og Keld Pedersen.