Indiansk inspiration og 100 korsangere medvirkende åbner Klima Rebild 29. marts

0

Den unge generation sætter et tydeligt aftryk på programmet, når klimaugerne fredag den 29. marts kl. 16.00 åbner med taler og uropførelse af et nykomponeret korværk. Arrangementet foregår på Støvring Gymnasium, det er gratis, og alle er velkomne.

Seancen starter udendørs, hvor viceborgmester Morten Lem holder tale, inden Det Grønne Flag hejses ved gymnasiets indgang. Det er skolens miljøudvalg, et åbent udvalg under elevrådet, der har modtaget Friluftsrådets Grønne Flag for en vedholdende pædagogisk og praktisk indsats for et bedre klima.

Efter flaghejsningen fortsætter elever og gæster ned i skolens hal. Her taler en repræsentant for miljøudvalget om klimaudfordringen.

Inspiration fra indiansk natursyn

Derefter uropføres et korværk komponeret af den 19-årige Johanne Grønkjær Lorenzen med tekst af Henrik Larsen. Værkets titel er ”Den mindste dråbe” og er inspireret af det natursyn, som er overleveret i høvding Seattles tale fra 1854. Teksten har spillet en stor rolle for miljøbevægelsen helt tilbage fra 70’erne.

Tekstforfatteren bruger ikke talens ord direkte, men har valgt at sætte udvalgte citater fra talen over sangene. Komponisten har fundet nogle indianske ”chants”, som indgår i værket.

Mange medvirkende ved ur-opførelsen

Omkring 100 mennesker medvirker ved opførelsen af korværket. Der er to voksenkor, nemlig Støvringkoret og De Rytmiske Unoder fra Skørping. Derudover er der også et børnekor sammensat til lejligheden af børn fra 4. klasserne på Bavnebakkeskolen i Støvring.

Værket akkompagneres af Kulturskolens Marimbaorkester. Det unge slagtøjstalent Johan Møllebjerg medvirker som solist. Dirigent er Støvringkorets leder Inge Brink Nielsen.

Børn fra Rebild Kulturskole har tegnet og malet, inspireret af nogle citater fra korværket. Deres værker vises under koncerten.

Leon Sebbelin: 6. udgave af Klima Rebild starter af på fornem vis

Borgmester Leon Sebbelin noterer sig, at klimaugerne udvikler sig for hvert år. Det bliver mere almindeligt, at

flere aktører arbejder sammen om enkeltarrangementer. Også i år er der kommet nye aktører på banen.

En glad viceborgmester

Morten Lem, som selv har en rolle ved klimaugernes åbning, nikker anerkendende til programmet: – Klimasagen er helt naturligt blevet noget mange unge går op i. – Derfor er det vigtigt, at den unge generations stemme er tydelig ved klimaugernes åbningsseance. 

– Der er ingen tvivl om, at gymnasieeleverne er dybt engagerede i klimaspørgsmålet.

– Og så er det da forrygende, at vi her i kommunen råder over talenter, som gør det muligt at præsentere et splinternyt korstykke med tekst og musik af lokale kræfter, slutter Morten Lem.

 

FOTO:  Lokale Johanne Grønkjær Lorenzen er allerede en erfaren dirigent.                                                                Nu har hun komponeret et værk for kor og marimba-orkester.

Share.

Der er lukket for kommentarer.