Der er storslået besøg fra den helt store internationale scene på vej til lokalområdet: Rufus Gifford, den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark, besøger Rebild fredag den 29. marts. Lokale frivillige erhvervsfolk står bag erhvervsarrangementet, som gennemføres på Comwell Rebild Bakker, i regié af organisationen JCI, Junior Chamber International, et udviklingsnetværk for unge erhvervsfolk i alderen op til 40 år.
Rufus Gifford opnåede en særlig, næsten folkekær status under sin embedsperiode fra 2014-2017 i Danmark, blandt andet takket være to sæsoner af dokumentarserien ”Jeg er ambassadøren fra Amerika”, som fik voldsomt store tv-seertal.
Flere gange deltog Rufus Gifford med stor begejstring i Rebild-Festen den 4. juli til fejring af USA’s uafhængighedsdag samme dato.
”Succes gennem passion”
Besøget sker i forbindelse med erhvervsseminaret ‘Succes gennem Passion’, hvor Rufus Gifford er en af dagens oplægsholdere på Comwell Rebild Bakker.
Glæden over at have skaffet et internationalt navn er tydelig hos kongresdirektør Sarah Kruse, som er en del af arbejdsgruppen bag seminaret: – Arbejdet bag seminaret startede for snart et år siden, og vi er utroligt stolte af, at Rufus Gifford bliver en del af det. Han er så passioneret omkring samarbejdet mellem Danmark og USA og for at modernisere diplomati og opbygge troværdige institutioner. Det skal nok give masser af inspiration til deltagerne, forsikrer hun.
For de frivillige i foreningen JCI Aalborg, som står bag besøget, er det netop passion og ønsket om at gøre en forskel i lokalområdet, der har gjort at arrangementet bliver en realitet.
– Det, der kendetegner JCI’er er, at de er passionerede erhvervsfolk, og denne passion er især vigtig, når det kommer til frivilligt arbejde, fortsætter Sarah Kruse.
Byder velkommen til en bred skare af besøgende
Passion kan være et vidt begreb, men netop derfor håber kongresdirektøren også, at temaet kan tiltrække en bred skare af besøgende.
– Arrangementet kan være for iværksætteren, som gerne vil brænde igennem uden at brænde ud, for medarbejderen som ser sit arbejde som en passion og gerne vil have inspiration til at holde gnisten, eller for lederen som elsker at lede andre, og gerne vil inspireres til at finde netop dén motivation, som holder fremdriften i live hos medarbejderen, lyder det fra Sarah Kruse.
Passion på programmet
Publikum kan glæde sig til yderligere to kapaciteter på programmet.
Den ene er Rikke Nielsen,
tidligere professionel hånd-boldspiller og stifter af ”Lykkeliga” – et fprisbelønnet sportsfællesskab for handicappede børn.
Den sidste oplægsholder er eventmanden Henrik Røde Jensen, som var manden bag Barack Obamas besøg i Kolding sidste år. Tidligere har han også fået prominente navne som Bill Clinton, Al Gore og FN-generalsekretær Kofi Anan til Danmark.
Alle tre skal dele deres erfaringer med at udleve deres personlige passion.
Kongresdirektør Sarah Kruse fortæller om årsagen til emnet: – Med erhvervsseminaret ønsker vi først og fremmest at sætte fokus på den passion, som driver os alle frem i hverdagen. – Hvordan undgår vi at blive hevet ind i hverdagens trummerum og miste gejsten i vores arbejde?
– Netop det spørgsmål samt at udforske hvad der er vores passion er dét, som vi ønsker at hjælpe deltagerne med at finde ud af.
Frivillig kæmpeindsats
Erhvervsseminaret arrangeres af JCI Aalborg, som er et budviklingsnetværk for unge frivillige mennesker i 20’erne og 30’erne, og afholdes i samarbejde med det nordjyske reklamebureau Konxion og Erhverv Norddanmark.
Startskuddet til JCI Danmarks forårskongres
Seminaret er startskuddet til JCI Danmarks forårskongres, som også holdes på Comwell Rebild Bakker. Kongressen vil blive besøgt af op mod 200 danske JCI-medlemmer weekenden over, og er ligeledes arrangeret af arbejdsgruppen bag seminaret.
JCI giver netværk lokalt, nationalt og internationalt samt mulighed for at lede, lære og sparre på et niveau, arbejdsgiveren måske ikke kan tilbyde i jobbet, men gerne ser medarbejderen evner.
Hele begivenheden er åben for alle
Både erhvervsseminar og JCI-kongres er iøvrigt åben for alle.
Billetter kan købes særskilt til begge arrangementer via https://www.fk19.dk/
KORT & GODT om Junior Chamber
• JCI står for Junior Chamber International og er et internationalt udviklingsnetværk for 18-40 årige.
• JCI giver netværk lokalt, nationalt og internationalt samt mulighed for at lede, lære og sparre på et erhvevrsfagligt højt niveau. – JCI’s “hands on learning” på særligt projekt- og bestyrel-sesarbejdet er unikt, og én af foreningens stærkeste kvaliteter.
FOTO:
Rufus Gifford er præcis lige så venlig og imødekommende som han ser ud: Aldrig bleg for at trykke hånd eller tage selfies med tilhørere og fans,som fx på billedet ved et tidligere foredrag i Aarhus, efter tiden som populær, folkekær USA-ambassadør i Danmark var afsluttet da Donald Trump overtog præsidentembedet efter Barack Obama. – På fotoet er det Karen, som læser ”Amerikanske Studier” på Syddansk Universitet, der får håndtryk efter at have sikret sig Rufus Giffords nyste bog, – naturligvis med autograf..!