Der var stor opbakning til juleafslutningen hos Socialdemokraterne i Rebild Øst forleden: Over en tredjedel af medlemmerne mødte op i Terndrup Medborgerhus til hygge, politik og julebanko.
Folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen gav en orientering om den landspolitiske situation, herunder asyl-stramningerne, hvor han skældte ud på V og DF for de aktuelle stramninger. Der var debat om spørgsmål som fx flygtningelandsbyer og nedsættelse af ydelserne til især børnefamilierne.
Da S også støtter en del af stramnings-forslagene i Folketinget, var der stor debatlyst om disse emner.
Nedskæring af Nox-afgiften på miljøområdet, nedskæringerne på kontanthjælps-området og specielt 225-timers reglen blev debatteret, og her var der enighed om at tage afstand.
Årets gang lokalt
Henrik Christensen, S-medlem af Rebild Byråd, berettede om det lokalpolitiske arbejde, herunder ældremaden, produktionen af ældremad og omstillingen til mere økologi for at give de ældre bedst mulige betingelser.
Den nye ældre-ledelsesstruktur var oppe at vende, men især skolestrukturen fik gang i diskussionslysten: – Der er ikke ubetinget opbakning til dén måde, skolerne i Rebild Øst fungerer på, hvilket tallene for udmeldelse af folkeskolerne med tydelighed viser, lød det blandt andet.