Julen synger på sidste vers

0

Søndag den 6. januar er Helligtrekongers søndag og dagens evangelium står i Matthæus-evange¬liet 2,1-12.

Julen synger på sidste vers for denne gang.
Ja, nogle vil måske mene, at så snart 2. juledag er til ende, så har man kæmpet sig igennem julens 26 dage, fra den 1. december og frem. Så er det nok – og butikkerne går i gang med at bytte julegaver og holde udsalg. Men i kirken holder vi ikke udsalg, og kirkens julegave, Jesu fødsel, kan ikke byttes. Vi fejrer jul helt frem til Helligtrekongers søndag og vi skal på søndag høre den sidste af de store, kendte juleberetninger i NT: Beretningen om de vise mænd fra Østerland, de hellige tre konger – eller hvor mange de nu var.
De studerede, ventede og håbede – de vise mænd fra Østerland. Vi ved ikke hvor længe, men sikkert i mange år. Måske havde de næ¬sten opgivet, at det skulle blive i deres tid. Men da det tegn, de ven¬tede på, viste sig, så troede de og tog af sted. Så måtte de hen og se og tilbede ham, de havde ventet på – jødernes nyfødte konge. Beretningen om de vise mænd fra Østerland, der kom med gaver til Jesus, er en fantastisk beretning.
Da de var nået frem til Jesus, holdt de hvad man kan kalde den første kristne gudstjeneste, for de bøjede sig for Guds søn og tilbad ham og frembar i taknemmelighed gaver til ham. Det er i al enkelhed det, der lige siden har været hovedsagen i enhver kristen gudstjeneste, uanset om den foregår i en kirke eller andre steder: At vi bøjer os for Guds søn og tilbeder ham og frembærer vores tak og bøn og lovsang som gaver til ham.
Vi kommer lige fra julefejringen. Mange af os med en god varm julestemning endnu siddende i kroppen, her hvor hverdagene igen er begyndt. Lad os tage julens budskab om Jesus med os ud i hverdagen og det nye år som et budskab med lys og glæde og håb og nyt liv. Det tror jeg på er det allerbedste grundlag for, at det kan blive til et godt og glædeligt nyt år.

Godt nytår og god søndag!
Herluft Christensen

Share.

Der er lukket for kommentarer.