Jutlander Bank tilbyder ny løsning til kunder med Totalkredit-lån
Den lokalt forankrede Jutlander Bank tilbyder nu sine kunder med Totalkredit-lån et alternativ, så de slipper for de høje bidragssatsstigninger. Jutlander Bank kan tilbyde pålydende rente på helt ned til 1,75% og intet lånesagsgebyr ved omlægning.
-Vi har brugt de sidste uger på at tænke os meget grundigt om, og nu kommer vi med en rigtigt god løsning, siger Per Sønderup, ordførende direktør i Jutlander Bank, om det nye boliglån. Lånet tilbyder banken de af sine kunder med realkreditlån i Totalkredit, som har fået varslet de største stigninger i bidragssatserne på deres lån. –Det er klart, at de kunder, produktet er mest attraktivt for, primært er boligejere med F1, F2, F3 og F4-lån, siger Per Sønderup.
Til de mest udsatte
Tilbuddet går ud på at omlægge den del af kundens realkreditlån, som rammes af den største stigning i bidrag, til et boliglån i banken. Den pålydende variable rente bliver 1,75 for lån med afdrag og 2,25 for lån med afdragsfrihed. Jutlander Bank opkræver ikke lånesagsgebyr, og banken betaler tinglysningsafgiften, når omlægningen sker med henblik på at begrænse bidragsstigningen. –I Jutlander Bank ser vi dette produkt som et godt alternativ for mange af vores kunder, siger Per Sønderup.
Samtidig tilbyder banken sine kunder, at de kan omlægge deres eksisterende lån hos Totalkredit til et andet – f.eks. fra lån med variabel rente til lån med fast rente. Heller ikke her opkræves der lånesagsgebyr – og Jutlander Bank betaler en eventuel tinglysningsafgift. Tilbuddet gælder frem til 1. juli 2016.
Bidragsstigninger
Totalkredit har været i modvind siden de varslede bidragsstigninger, som i gennemsnit vil koste deres låntagere 100kr. mere om måneden – vel at mærke pr. million, de har lånt, og dette er efter skat. De hårdest ramte er kunder med F1 eller F2 lån, som skal op med 230kr. mere om måneden. Dette har fået flere banker og Sparekasser landet over til at tilbyde deres kunder alternativer til de dyre Totalkreditlån.