Kig Ind åbner første kunstudstilling i 2017
Alle er velkommen, når den næste kunstudstilling – denne gang med malerier og keramik – åbner på søndag eftermiddag den 8. januar i Kig Ind i Nørager.
Else Ibsen er fra Ålborg og har værksted i Hals.
Hun udstiller i Kig Ind sine farverige naturinspirerede akrylmalerier. Hun har igennem sit arbejdsliv som lærer haft mange dejlige oplevelser sammen med eleverne i faget billedkunst.
Nu hvor Else er gået på pension, har hun en stor glæde i at kunne fordybe sig i maleriet som udøvende, og arbejder bedst og eksperimenterende med akrylmaling på lærred og med forskellige udtryk fra diverse inspirationskilder.
Inspirationen kommer ikke mindst fra oplevelser i naturen, både de store landskaber og de nære ting.
Else Ibsen har deltaget i mange kurser, samt udstillet mange forskellige steder.
Lerklumper bliver til dyr
Birgit Nørgård Hansen er ligeledes fra Ålborg, hun er autodidakt keramiker.
Lige siden hun fik sin første klump ler i hænderne, er hendes interesse for lerets muligheder blevet mere og mere udfordrende.
Hun holder meget af at modellere, – især dyr og andre organiske former finder hun ekstra tilfredsstillelse ved at kreere.
Hun bruger ofte stentøjsler, som bliver dekoreret med glasur og oxider.
Birgit holder meget af at deltage på diverse kurser på kunstskole og kurser ved forskellige kunstnere, for derigennem at udbygge sine færdigheder.
Udstillingen i Kig Ind varer i perioden 8. januar til 5. marts.