Klar til kultur- flagskibet UDTRYK 2016
Børneuniverset og Birkehøj Ældrecenter deltager i 2016-udgaven af UDTRYK, den store årlige kulturevent med ni år på bagen og deltagelse af en bred vifte af de lokale aktører. Fra årets program, som gennemføres 9.-11. september, kan nævnes børnekunst, en aften med Kai Normann Andersen-schlagere, ”åbne døre” med glas, keramik, blomsterkunst, genbrug, husflid m.v., ”cykelgudstjeneste” for alle aldre, musikcafé og violinværksted.
Styregruppen bag kultureventen UDTRYK har nu samlet trådene til det niende UDTRYK, der som nævnt foregår d. 9-11 september på diverse kultursteder i Øster Hornum. Formålet med UDTRYK er ganske enkelt at opfordre foreninger og institutioner i byen til at udtænke en kulturel aktivitet, som går på tværs af det sædvanlige, gerne i samarbejde med folk uden for skoledistriktet.
– Mange husker sikkert aktiviteten på Katbakken da Støvring Højskoles filmfolk med ØHI gymnasterne gennemførte ”Spring i Natten” – et midnatsshow udover det sædvanlige. Skoleelever fik også en fantastisk oplevelse sammen med kunstneren Kirsten Gitz Johansen, da de udstillede egne værker/masker i Forsamlingshuset, fortæller Per Vilsbøll fra arrangørgruppen.
Børnekunstnere
I år bliver der gennemført et spændende projekt i Børneuniverset, hvor kunstneren Susanne Zimmer fra Skørping er tovholder. Børnene vil fabrikere bannere, som hænges op i byen, samt lave acryl billeder på lærreder, der hænges op til udstilling på skolen. Birkehøj Ældrecenter inviterer søndag d. 11 september til en koncert som har titlen Undskyld Hr…. -en aften med Kai Normann Andersen. Her vil den lokale operasanger Kirsten Stokholm sammen med to øvrige konservatorieuddannede fremføre Kai Normann Andersens mest elskede sange.
Mange åbne døre
”Åben dør Udstillinger” er blevet et hit i Øster Hornum . På fem forskellige matrikler i byen bliver der lørdag eftermiddag udstillet alt fra glas og keramik til hjemmelavede tæpper, blomsterkunst og meget andet. Husflidsskolen og Genbrug, Kirkens Korshær åbner også dørene i weekenden. Veggerby og Øster Hornum kirker, FDF og Seniorforeningerne gennemfører en sjov og helt anderledes Gudstjeneste for alle generationer benævnt: Cykelgudstjeneste.
På Lokalhistorisk Arkiv vil man lørdag formiddag kunne se en nybygget violin og cello i ”Violinværkstedet” , og senere på dagen vil der være en præsentation af Arkiv.dk, hvor man kan gå ind på de Lokalhistoriske Arkiver og se deres billeder. En Musikcafé bliver etableret i skolens aula med titlen ” Kom og Syng med musikindslag med blandt andre Pia Grønhøj, – og meget andet.