På søndag 15. marts skydes to ugers lokal indsats for et bedre klima og miljø i gang under titlen ”Klima Rebild”.
Borgmester Leon Sebbelin åbner officielt arrangementet med en tale ved Mosskovpavillone, Møldrupvej 34, Skørping.
Åbningen markerer starten på to klimauger, som inviterer et bredt publikum til en række aktiviteter om bæredygtighed.
Andet år i træk
Det er andet år i træk, Rebild Kommune gennemfører sådanne klimauger.
Arrangementerne er planlagt af kommunen og Det Grønne Råd – i tæt samarbejde med Erhvervsudviklingsrådet, skoler, virksomheder, foreninger og privatpersoner.
Moder Jord støbt af gamle øldåser
Efter borgmesterens tale afsløres en skulptur af Michael Sasserson med titlen Moder Jord.
Skulpturen er støbt af gamle øldåser, som Danmarks Naturfredningsforening har indsamlet på Affaldsdagen. Moskovpavillonen serverer klimadrik og klimagodter.
Sang og musik
Åbningen bliver også markeret med en uropførelse af musik komponeret til lejligheden af elever fra Kulturskolens talentklasse. 4.-klasses elever fra tre skoler synger kor, og et band fra Kulturskolen medvirker. Til sidst indbyder Naturstyrelsen til en skovtur, hvor skovrider Bendt Egede Andersen fortæller om skovens betydning for klimaet og klimaets betydning for skoven.
God forretning at forbedre klimaet
En erhvervskonference den 18. marts sætter fokus på, hvordan virksomhederne kan finde bæredygtige løsninger samtidig med, at de laver god forretning. Konferencen har overskriften Green Business. Den byder blandt andet på oplæg af Anders Eldrup og af forskere med den nyeste viden om vedvarende energi.
Landbrug og messe
Også landbrugets vigtige rolle i forhold til produktion af energiafgrøder vil blive berørt. Sidste del af konferencen består af en virksomhedsmesse. Her bliver lejlighed til af lytte til erfaringer fra firmaer og organisationer, der producerer og tænker bæredygtigt.
Formand for Rebild Kommunes Erhvervsudviklingsråd Niels Juel siger:
– Erhvervslivet tager naturligvis klimaudfordringen alvorligt. Vi har allerede en række lokale virksomheder, som er i front med grønne løsninger.
– Det er vigtigt at komme ud med budskabet om, at forretning og bæredygtighed kan gå hånd i hånd.
Ko-aktiviteter
Lørdag den 21. marts er Himmerlandsbyen vært for to arrangementer.
I samarbejde med Himmerlands OplysningsForbund kan man lære mere om økologiske højbede og pløjning med hestespand.
Derudover er der rundvisning i Himmerlandsbyen, kendt for energibesparende huse og bæredygtig hverdag.
Samme dag holder Brunholm Gårdbutik åbent hus. Man kan se mange forskellige dyr og høre om staldvarmeanlæg, pilerensningsanlæg og om, hvordan madspild undgås.
Lækre delikatesser
Som en absolut nyskabelse går fire lokale spisesteder sammen om at sætte klimaet på menuen i uge 12 og 13. Rold Storkro, Mosskov Pavillonen, Rebild Hus og Comwell kræser for ganen samtidig med, at de bruger lokale råvarer og minimerer energiforbruget.
To dagligvarebutikker vil også markere klimaugerne. Den Økologiske Café i Skørping sælger økologisk mad med rabat, og SuperBrugsen i Støvring bidrager med udstilling og infostand om klimavenlige varer.
Børn og unge deltager i klimaugerne
Ungdomsskolen, produktionsskolen, Skørping Skole og Karensmindeskolen har valgt at sætte fokus på klimaet i begge uger. Det sker blandt andet ved at sætte klimamad på skoleskemaet.
De unge lader deres smartphones op med strøm fra solceller eller med strøm, som de selv producerer på en cykel. Andre syr gamle klude om til den nyeste mode, og nogen laver klimamad af råvarer, som nærmer sig udløbsdagen. På produktionsskolen fremstiller eleverne blandt andet grønne tage, tørrer træ i en solovn og fremstiller genbrugskunst.
Klima Rebild – bæredygtig forretning og kommende generationer
Borgmester Leon Sebbelin noterer, at mange forskellige parter har engageret sig i klimaugerne. Uden den store opbakning fra virksomheder, skoler og private ville det imponerende program slet ikke kunne stables på benene.
– Jeg er især glad for, at klimaugerne har fokus på erhvervslivet samt børn og unge. Vores fremtid afhænger i særlig grad af, at vi producerer bæredygtigt, og at de kommende generationer forstår, at vi skal forbruge med omtanke.