KLIMA REBILD: Nyt er yt – kom og byt – besøg caféen og lyt…!

0

Igen i år har seks lokale foreninger som et populært indslag i Klima Rebild samarbejdet om at forberede et stort  byttemarked i Kulturstationen i Skørping. Det er det sjette byttemarked i rækken og som nævnt en del af Rebild Kommunes klimakampagne Klima Rebild, som de sidste seks år har været et tilbagevendende tiltag.

Konceptet bag det miljø- og klimavenlige byttearrangement ligger fast og forløber i hovedtræk på samme måde hvert år. 

– Det er ganske enkelt fordi det fungerer – og fordi de besøgende er tilfredse, lyder den fornuftige begrundelse fra de seks arrangerende foreninger, som er Skørping Borgerforening, Rebild Borgerforening, Danmarks Naturfredningsforening, Bogby 9520, Kulturstationen og Internationalt Landsbysamarbejde (ILS) 

– Kom med ting

og gå hjem med ting

Gæsterne kommer med ting, de ikke længere har behov for. Når det er afleveret, går de på jagt efter klenodier blandt de andre gæsters indleverede ting. 

Det er ganske gratis at berige sig med spændende fund på byttemarkedet. 

Det eneste sted, pungen skal op af lommen, er i caféhjørnet, hvor der sælges kaffe, te, saftevand og kage. 

Her kan man slappe af og nyde synet at den livlige aktivitet i salen, som i perioder kan minde om en myretue på en varm solskinsdag. 

”Gårdsangerne” er blevet en fast del af traditionen Klokken 11 bevæger gruppen sig rundt mellem udstillingsbordene med tøj, isenkram, bøger, elektronik, legetøj m.m. for at sprede glæde med deres iørefaldende ”genbrugssange”. Mange gæster indstiller skattejagten for en stund og synger med på de gamle travere.

Et nyt indslag ved dette års byttemarked er et lille sy-værksted, hvor søstrene Graff blandt andet omdanner noget af det indleverede tøj til flotte butterfly`s. 

Måske kan man som bytte-gæst også støde på andre kreative overraskelser. 

De seks foreninger bag byttemarkedet er enige om, at det er en god idé at reducere indkøb af nyproducerede varer ved at bytte genanvendelige produkter. Miljøet spares for ophobning af affald, og der spares på CO2- udledningen og på de jomfruelige naturressourcer.

SÅ: Nyt er yt – kom og byt..!

Share.

Der er lukket for kommentarer.