Klovneløb i Støvring 1. Pinsedag – velgørende sjov for HELE familien

Annonce

Fra midt på formiddagen 1. Pinsedag den 4. juni gennemføres 2017-udgaven af ”Klovneløbet” i Støvring. Pengene, der samles ind gennem tilmeldinger til løbet, doneres til foreningen Danske Hospitalsklovne.

Klovneløbet er et familieløb, hvor alle kan være med. Det handler ikke om at være hurtigst; Det handler om at få en hyggelig og sjov dag, og samtidig støtte et godt formål.

I Støvring er det Mark Laursen fra løbefællesskabet Runners DK, der for tredje år i træk på frivillig basis arrangerer Klovneløbet på vegne af Danske Hospitalsklovne:

– Klovneløbet foregår ved de smukke søer i Støvring, hvor der vil være masser af aktiviteter for hele familien. Udover Klovneløbet er der musik, kagebod og mulighed for at se en Ferrari. Alle kan deltage, små som store, fortæller Mark Laursen, som håber på, at der ligesom de tidligere år bliver omkring 500 deltagere til Klovneløbet i Rebild Kommune.

Prisen for at deltage er 60 kr. pr. person. Heraf går 48 kr. direkte til Danske Hospitalsklovnes arbejde på landets børneafdelinger.  30% går til afvikling af løbet.

Klovneløbet i Støvring er ét ud 60 Klovneløb, landet rundt i maj og juni, alle arrangeret af lokale frivillige.

Sidste år deltog 9.418 løbere i Klovneløb landet over, og der blev doneret 730.000 kr. til Danske Hospitalsklovne. Danske Hospitalsklovne arbejder på afdelinger over hele landet, hvor børn er indlagtudelukkende i kraft af private donationer og fondsmidler.