Klovneløbet samlede Støvring – og 30.000 kr. til De Danske Hospitalsklovne

0

Lørdag den 6. juni blev der afholdt Klovneløb i Støvring. Klovneløbet holdes i ca. 50 byer over hele landet, og i år var første gang, at løbet fandt sted i Støvring. Men med 500 deltagere kunne løbsarrangørerne, Runners DK, melde udsolgt af startnumre. Flere lokale virksomheder m.fl. støttede op om den gode sag. Dermed var løbet en ubetinget succes – selv vejret viste sig fra sin pæne side. –Vi er helt sikre på at afholde løbet igen næste år, udtaler Mark Lauersen, CEO og Founder ved Runners DK.

Runners DK var arrangører af Klovneløbet i Støvring. Mark Lauersen, Janni Lauersen og Steffen Feldbæk Jensen var primusmotorer bag projektet. Da de begyndte planlægningen håbede de på minimum 100 deltagere og i bedste fald 200 deltagere. –Dagen før nåede vi 400 tilmeldte, og på selve løbsdagen var der stadig overvældende interesse for at støtte op. Dette medførte at vi nåede op på ca. 500 deltagere og totalt udsolgt af løbsnumre, udtaler Mark Lauersen fra Runners DK. De mange deltagere kom primært fra Støvring, men også byer som Suldrup, Hobro, Aars, Sæby, ja selv København var repræsenteret. Også aldersmæssigt var løberne bredt repræsenteret, og enkelte kørte den 2,25 km lange rute rundt i barnevogn, klapvogn eller i kørestol.

30.000 kr. til klovnene

Tre af DRs Rigtige Mænd støttede op om Klovneløbet i Støvring. Palle, Hammer og Lindy stillede gerne op til selfies med de mange andre løbere. De Rigtige Mænd havde desuden doneret en kalender med dem og deres autografer, som blev solgt på auktion. De 950 kr., som vinderbuddet lød på, gik ubeskåret til De Danske Hospitalsklovne. På dagen blev også solgt armbånd til støtte for De Danske Hospitalsklovne. Pengene gik sammen med løbsgebyret direkte videre til De Danske Hospitalsklovne. Da dagen var omme havde Støvring samlet ca. 30.000 kr. ind. Dermed er Støvring blandt de byer, der på landsplan har samlet flest penge ind.

Lokal opbakning

Flere lokale forretninger m.fl. valgte at bakke op om løbet gennem sponsorater af forskellig art. Meny, Mesterbageren, Fakta, Lidl, Kaj Sørup, Spar Nord, Jutlander og Nordea støttede alle op om løbet, hvilket Runners DK var dybt taknemlige for. Støvring Brandvæsen mødte op med glade smil, vandsprøjter og fremvisning af brandbiler. Frivillige og medlemmer fra Støvring løbeklub var med til at gøre dagen til en kæmpe succes. På pladsen var der desuden stande med ansigtsmaling, Tupperware, Atnu kosttilskud, Forever Life produkter og udstilling af Runners DKs eget løbetøjsmærke. Så der var nok at kigge på, prøve og snakke om for de mange løbsdeltagere både før og efter løbet. –Dejligt at man i Støvring kan danne fælles front og bakke op om velgørenhed, udtaler en tydeligt begejstret Mark Lauersen og fortsætter: -Vi er helt sikre på at afholde løbet igen næste år. Vi nåede at nyde dagen i fulde drag og glæder os til næste år, hvor vi håber på lige så god opbakning. Der vil altid være brug for flere penge til De Danske Hospitalsklovne. De gør et kæmpe stykke arbejde hver dag med at sprede lidt lys og liv for børnene, forældrene og pårørende i en trist hospitalsindlæggelse, afslutter Mark Lauersen.

1456637_838383759565117_8085579799684046366_n 10373668_838381296232030_2841821625831924998_n 10411243_838376519565841_4242382868405269124_n 11055286_838375086232651_5815705938144468167_n 11110805_838383136231846_8826182513714190296_n 11220058_10206480865928012_1051934573384112924_n 11253741_838381012898725_621497016175994803_n 11390220_10206480863447950_1211008357020065405_n 11390245_10206480861487901_8156881814325367398_n 11390297_837792032957623_1413335038036858162_n

Share.

Der er lukket for kommentarer.