Kom og oplev top-gospel i bakkerne
Ved Rebildfest nummer 104 i rækken mandag den 4. juli kan publikum opleve et af Europas allerbedste gospelkor, danske Gunnertoft Gospel Singers, som musikalsk ”bindemiddel” mellem den danske og den amerikanske kultur.
Gunnertoft Gospel Singers blev etableret i 2009 og har på kort tid markeret sig som et af Europas stærkeste og mest autentiske gospelkor.
Truppen har indspillet og udgivet to CD’er, hvoraf den seneste ”A Merry Little Christmas” fra 2011 har solgt i et oplag på flere end 185.000 eksemplarer.
Koret har optrådt med navne som Søs Fenger, Erann DD, Martin Brygmann, Julie Berthelsen, James Sampson, Linda Lewis, Gregory Boyd, Lene Nørrelykke og Laura Kjærgaard, for at nævne nogle stykker.
Professionelt
til fingerspidserne
Gunnertoft Gospel Singers består af sangere fra hele Danmark, hvoraf de fleste har en konservatoriebaggrund som studerende eller undervisere.
En del af medlemmerne har en solokarriere med egne koncerter og CD-udgivelser.
Der er med andre ord tale om et topprofessionelt, sprudlende gospelkor, spækket med en perlerække af talentfulde solister.
En bred målgruppe
Gunnertoft Gospel Singers henvender sig bredt til et stort, varieret publikum, og ingen kan sidde stille, når koret går i gang, – i hvert fald ikke HELT stille..!
Repertoiret byder naturligvis på en række af de velkendte gospelsange og evergreens i bedste gospelstil, krydret med fællessange, hvor publikum inviteres til at deltage ”så taget letter”.
Korets stifter og leder er gospelpianisten Jakob Gunnertoft.