Kom og se Danmarks tre bedste indendørs-fodboldhold

Annonce

Juletraditioner er jo blandt andet julemænd, andesteg og julegaver, – men det er også Bambi-Cup i Sortebakkehallerne i Nørager: I 15 år har det populære indendørsfodboldstævne budt på masser af fodbold og god julestemning. Flere og flere hold er kommet til, og i år er der ikke færre end 54 tilmeldte fodboldhold i fire forskellige rækker.

Stævnet starter på fredag den 16. december sidst på eftermiddagen, når de første hold i eliterækken går på banen.

Hold fra hele landet – bl.a. de tre bedste hold lige nu!

Stævnet er nu for sjette år i træk Grand Prix Masterstævne, og med en førstepræmie på 10.000 kr. og muligheden for at samle GPM-ranglistepoint er dette med til, at hold fra hele Danmark har tilmeldt sig stævnet.

Således stiller Danmarks i øjeblikket tre bedste indendørsfodboldhold op til stævnet, så der skulle være god mulighed for opleve noget absolut seværdigt fodbold.

Lørdag spilles til sen aften

Lørdag fra først på formiddagen og til sen aften bliver der spillet i tre forskellige rækker: Young boys, old boys og show boys, og selv om fodbolden selvfølgelig er i centrum, har stævnet nærmest karakter af folkefest, og stævneledelsen kalder da også helt ubeskedent stævnet for ”Danmarks hyggeligste fodboldstævne”.

– Vi prøver altid at gøre det til en god oplevelse for både tilskuere og spillere, og der plejer da også at være godt fyldt på tilskuerpladserne begge dage, fortæller en af arrangørerne, Flemming Andersen. –  I år har vi blandt andet sørget for gratis massage og akupunktur til spillerne, og med de nye, fine cafeteriaforhold, er der skabt en super ramme for en god oplevelse for hele familien, fortsætter han.

Der er gratis entré til stævnet, og flere oplysninger kan iøvrigt findes på stævnets facebookside og hjemmeside. – Tilbage er vist kun at ønske ”god kamp” til spillerne og ”god fornøjelse” til alle tilskuerne!

 

På fotoet ses iøvrigt en af arrangørerne, Flemming Andersen (t.v.) sammen med stævnets ’hovedperson’, Sortebakkehallernes populære halbestyrer, Jan ’Bambi’ Myrup, der har lagt navn til stævnet.