Kulturhuset i Arden med masser af underholdningstilbud
Forårets program i Kulturhuset i Arden byder på et spændende og varieret udbud af koncerter, teater, foredrag, udstillinger: – Billetsalget er startet og dermed er der åbnet for masser af interessante julegaveidéer for de, der gerne vil glæde med en spændende oplevelse, lyder det fra arrangørerne.
Og stærke koncertnavne, dét er det virkelig, Kulturhus Arden har fået fat i til den kommende forårssæson.
Rasmus Lyberth, Grønlands store stemme, har mange gange tidligere bevist, at han kan fylde spillesteder til bristepunktet og begejstre både publikum og anmeldere. Det er altid en betagende og helt enestående oplevelse at høre ham synge sine grønlandske sange, med den helt specielle evne til at formidle de dramatiske, storslåede og kontrastfyldte fortællinger, som findesbåde i Grønlands natur og menneskeskæbner.
Burnin Red Ivanhoe – på jubilæums tour
I 2017 har Burnin Red Ivanhoe 50 års jubilæum som et fast begreb i dansk musik.
I begyndelsen hed det syrerock. I dag er det en del af kulturarven, og i Kulturhus Arden deler bandet ud af denne kulturarv fra midten af 1960’erne og frem.
En snes år mindre, men alligevel mere end 30 år, har HP Lange været bluesmusiker på landevejen, og han er efterhånden en veteran på musikscenen i Danmark.
Repertoiret er blevet et mix af sange, han selv har skrevet, og gamle sange, som er samlet op hen ad vejen og gjort til hans egne. Nu er han aktuel med en helt ny cd – Travelling Man Blues,
og dén bliver der godbidder fra i Arden, suppleret med ting fra det solide bagkatalog.
Ulven Peter tager sin sidste turné landet rundt
Siden dengang i 60’erne, da det hele startede, har Peter Belli givet tusindvis af koncerter, indspillet flere end 40 albums og kørt et ukendt antal kilometer rundt i landet for at optræde for publikum. Fødselsattesten siger 1943 – og i en alder af efterhånden 73 år har Peter Belli besluttet sig for at skrue ned for tempoet. Men først efter endnu en stor tour rundt i Danmark, og den fører altså en tur forbi Kulturhus Arden.
Også teateroplevelser
Forårssæsonen i Kulturhus Arden byder også på spændende teateroplevelser i samarbejde med Himmerlands Teater og Mariagerfjord Teaterkreds, fx Skakmat, som er en historie om et menneske, der falder, men som hverken kan, eller har lyst til, at lade sig gribe. En skæbnehistorie om en deroute, hvor sygdom, paragraffer og tvang svæver om kap med tilgivelse, næstekærlighed og broderskab.
Så’ det…
En opfølgning på kabareten fra 2014 ”Hvor kom den fra”.
Tre Reumert-nomineringer er det blevet til, men Jacob Morild kan ikke bare slappe af. Verden er blevet større… eller…? Men vejret er da blevet varmere og det er da altid noget… eller?
Information har i en anmeldelse kaldt Jacob Morild ”Vor tids mest præcise samfundsrevser”, og JyllandsPosten skrev: ”Han giver de fleste stand-uppere baghjul”.
Stik mig en muse
Muser fra alle tider mødes i et andet af tilbudene i teatermørket: Et møde med forti-
den, nutiden, fremtiden. Ny dansk dramatik i flot samspil med sange fra den danske filmskat. Skuespillerinde-ensemblet De Damer tager dig med ind i en verden, hvor kendte melodier får nyt liv, mens guder, kvinder, mænd, kærligheden og selveste demokratiet står for skud
Kulturtallerkenen
”Spis sammen – Syng sammen – Oplev sammen”.
Sådan lød opfordringen, da Kulturtallerkenen blev indledt med to aftener i dette efterår, og initiativet fortsætter i foråret 2017 med fokus på gode oplevelser, samvær og fællesskab. Hver aften indledes med fællessang efterfulgt af spisning, hvor gårdbutikken Arden Frugt & Grønt serverer en lækker ret med lokale råvarer.
I forbindelse med spisningen vil der være musikalsk underholdning leveret af Gritt Møller og Fatima Ali, som også synger for og akkompagnerer fællessangene.
I det kommende forår indeholder Kulturtallerkenen bl.a. foredrag af forfatteren Henrik Bugge Mortensen om Kirsten Hüttemeier, Karin Dyhr fortæller om sin bog ”Glaspigen” inden TV-journalisten Kaare R. Skou deler ud af sine mange oplevelser inden for murene på Christiansborg.